I kampen mod det totalitære må vi ikke blive totalitære


(Dele af regeringen) barsler med DF og S´s hjælp med at ulovliggøre burkaen. Menneskerettighedsdomstolen har for nyligt givet grønt lys til et forbud. Nogle vil gå skridtet videre og pr automatik fratage kvinderne kontanthjælp. Reglerne er ellers klokkeklare: Står du ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, kan du ikke få kontanthjælp. Loven findes. Den bruges også. I Aarhus Kommune har man allerede frataget burkaklædte kvinder kontanthjælpen, når det ved individuel vurdering viste sig, at beklædningsstykket stod i vejen for arbejdet. I min optik er det sådan man bør bruge loven. Det er også sådan, det skal være at bo i en retsstat. At fratage borgere kontanthjælp deres automatik er ikke vores retsstat værdigt. I stedet for at lave ny lovgivning, må man derfor spørge om loven – som den er – bruges nok?
Lad mig slå fast: Jeg er af princip inderligt imod burka og niqab. Den totale tildækning af kvinden er en hån mod årtier og århundreders kvindekamp. Det er en latterliggørelse af det konstante slagsmål, der stadig foregår, for at give kvinden en ligeværdig stemme, plads og position i samfundet, når man vælger at iklæde sig noget, der fratager den enkelte kvinde sin offentlige identitet. Det er en stor fuckfinger til fællesskabet. Og jeg kommer aldrig til at forstå det.
Uanset hvor meget burkaen end byder mig imod, så føler jeg mig dog også overbevist om, at jo mere man går efter at forbyde konkrete religiøse symboler, jo større vil den religiøse tiltrækning være. Det bliver nærmest en modreaktion. Jeg ønsker ikke at kvindens tøjvalg og krop bliver en politisk kampplads.
Det betyder ikke, at jeg mener, at burkaen og niqaben bør bæres frit overalt. Absolut ikke. Hensynet til det fællesskab, man er en del af, står over individets ønske. Man skal derfor kunne identificere sig til myndighederne, når det kræves, man skal kunne deltage med blottet ansigt i undervisning, osv.
Flere hævder, at kvinder, som bærer niqab i Danmark ikke selv har valgt det. Jeg mener, de tager fejl. Jeg er oprigtigt bange for, at en stor del af kvinderne selv har valgt det, eller i hvert fald oplever det, som deres eget, frie valg. Heriblandt ikke mindst de danske konvertitter, som bærer klædet. For nogle er det helt klart også et politisk statement. Derfor vil et forbud heller ikke blive betragtet som en hjælp, men som yderligere motivation til at bevise, hvor dedikeret man er til islam.
Uanset om burkaen og niqaben er selvvalgt, eller ej, er det imidlertid hverken i kvindekønnets eller i fællesskabets interesse, at moden vinder frem. Det indtryk kan man ellers godt få, når man lytter til nogle af de, der ligesom jeg selv, er modstandere af et forbud. De bruger kvindens ret til at klæde sig som de vil, som argument, og kalder det frihed. Men støtter de retten til at tage tørklæde af? Står de side om side med kvinder, der vælger kort kjole eller nedringet bluse? Støtter de kvinder i Algeriet, der ikke må bade i bikini og kvinder i fx iran, der tvinges til at bære tørklæde? Vi ved det ikke. For der er stille fra den kant, når disse ting debatteres. Kan man virkelig stå i en burka og samtidig sige man går ind for totla personlig frihed for alle? Jeg tvivler virkelig på det. Det får mig til at sige: Fri for mig for hykleriet. Hvis ikke man kan kæmpe for alle kvinders ret til at bære hvad de vil, så er det jo ikke frihed, som man kæmper for.
Kampen mod totalitære og kvindefjendske ideer er lang og sej, men i kampen mod det totalitære, er der ingen fidus i selv at blive totalitær. Det bliver man, når man målrettet går efter en religiøs minoritet. Det har historisk været en dårlig idé, at forsøge at forbyde religiøse minoriteter, som man ikke kan lide. Det får kun oprøret til at ulme stærkere. I stedet skal vi dels bruge de muligheder, der er i loven, og dermed vurdere hver sag individuelt. Det gælder uanset hvad, at er man ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, kan man ikke modtage kontanthjælp. Vi skal desuden finde veje til at styrke kvinders muligheder, så de aldrig ønsker at udslette sig selv som individ.
Det sidste er klart det sværeste.

Comments are closed.