Hvad bør vi lære af det franske valg

For alle, der ser værdien af et stærkt Europa og som er tilhænger af principielle og lige rettigheder for alle, er det en lettelse, at Macron vandt valget frem for en højrenationalist, der er både fremmedfjendsk og protektionistisk. Men når lettelsen har lagt sig, er det værd at tænke over, at en stor del af Franskrigs vælgere faktisk ikke stemte eller ikke bakker Macron op. Som venstrefløj må vi især spørge os selv om hvorfor? Spørgsmålet er om ikke en stor del af Franskmændene godt ved, at de kommer til at betale en høj pris for globaliseringen og genopretningen af Frankrig – ligesom det er tilfældet for arbejderne og den almindelige middelklasse i mange andre lande i Europa

macron le pen

Frankrig kæmper med en arbejdsløshed på næsten 10 %. Næsten hver fjerde under 25 år er uden arbejde. For 15 år siden lå Tyskland og Frankrig lige, men nu er levestandarden i Tyskland op mod 5 gange højere. Selvom Macron har bebudet styrket uddannelse, kickstart af økonomien og en grøn politik, har han samtidig lagt op til at skære antallet af offentligt ansatte med 120.000 personer samt beskære de offentlige ydelser med 60 mia kr. Og det er måske her en del af svaret på den manglende begejstring over Macrons sejr ligger. Man kan vel ikke være imod, at Macron vil kopiere den danske flexicurity-model. Man skal blot holde sig for øje, at security-delen altså er en lige så væsentligt del af modellen og at også i Danmark er sikkerhedsdelen for lønmodtagerne forringet.

Den tyske forfatter Jürgen Roth, der har undersøgt finanskrisens betydning især i Sydeuropa siger til Information, at finanskrisen bl.a er brugt til at afvikle årtiers sociale fremskridt i Sydeuropa. De reformer, der blev gennemført i ly af nødvendigheden, var forud for krisen kendt igennem mange år. Den politiske og økonomiske elite havde længe ønsket dem, men modstanden i befolkningen var for stor. Da krisen ramte lykkedes det. Det er især gået ud over løn- og arbejdsvilkår samt pensioner, ligesom det har banet vejen for omfattende privatiseringer. Jürgen Roth kalder det for en neoliberal offensiv, hvor sociale nedskæringer, privatisering og skattelettelser til de rige går hånd i hånd. Vi ser noget af det samme herhjemme: Alle løsninger på nye udfordringer ligger i forringelser af SU, pension, uddannelse, offentlige ydelser, dagpenge og offentlig service, mens det hele tiden italesættes at væksten kun kan komme op, hvis der gives skattelettelser i toppen. Imens stiger uligheden i Europa og de rigeste bliver rigere. En større del af beslutningerne og indflydelsen ligger slet ikke i demokratiske institutioner men snarere blandt en mindre gruppe af mennesker, hvis velstand er så stor at den forvalter, hvad der svarer til 60% af verdens BNP og personsammenfaldet og netværket mellem den politiske og økonomiske elite er overraskende stor.

Roth peger desuden på, at syd- og østeuropæere rejser mod nord og medvirker til at sænke lønningerne, med det resultat at arbejdsmarkedet og leveforholdene i ex Danmark også bliver pressede. Det bliver muligt både at sænke offentlige ydelser, der vil presse mindstelønnen, ligesom der tale som at indføre lavtlønsjob. Under dække af at ville ”hjælpe folk i gang” og ”ind på arbejdsmarkeder” bliver det i stedet til working poor. I stedet for at vende vreden mod regeringer, vender vi ofte vreden mod de, der kommer hertil for at arbejde.

Så hvorfor kan man ikke på venstrefløjen mønstre en opbakning og en kandidat, der i stedet for frygt og lukkethed, tror på håbet og storheden? En kandidat, der erkender behovet for et stærkt fælles Europa men vil arbejde for et EU med en klar social søjle? En kandidat, der erkender behovet for at få alle med og som har landets sammenhængskraft og almindelige menneskers løn-, arbejds- og livsvilkår på sinde og endelig en kandidat, der vil kontrollere og regulere finanssektorens og kapitalsforvalternes magt og bringe beslutningerne tilbage til de demokratiske institutioner?
Le Pens tilhængere kan nemt afskrives som xenofober. Men det er for let. Hvis ikke vi på venstrefløjen tager de franske arbejderes protester med i vores overvejelser men kun fejrer Macrons sejr – så er udsigterne til at højrepopulismen stoppes meget ringe.

Comments are closed.