Den dag en DJØF´er satte en pistol for min pande

Det er let at foragte DJØF´ere, faktisk er det blevet en nationalsport. Og der er også sket noget med vores sundhedsvæsen og resten af vores offentlige sektor i forhold til styring, der har taget overhånd.

IMG_0617
Sundhedsprofessionelle, hvoriblandt jeg regner mig selv, ynder derfor at give DJØF´ere skylden for alt det, der er gået galt og endnu ikke er løst. Omfanget af registreringer og administration er også lette at få øje på. Og jeg skal være den første til at beklage at med det fokus, er noget faglighed og kernefunktion også forsvundet.

Alligevel er der også en manglende erkendelse hos sundhedsprofesionelle af, at når man tror man taler for patienterne, så ser man ikke sin egen blinde vinkel, som ofte er bundet op på faglige interesser og forforståelser.

Patienter efterspørger forandringer, de efterspørger kontinuitet, relationer, samme sundhedsprofesionelle, inddragelse af pårørende, parkeringsforhold og forståelig information. De vil ses som mennesker, der skal tages hensyn til deres livssituation og de vil møde en læge, de har mødt før. Og vil de ofte gerne inddrages i valgmulighederne.

De ønsker om forandringer er ikke altid nogle, der mødes af de sundhedsprofessionelle og som istedet bæres af de forkætrede DJØF´ere.

Lad mig give et eksempel. I starten af 00´erne arbejdede jeg på Rigshospitalet. Her var NIP-projektet indført (det nationale indikator projekt, hvor man udvælger nogle indikatorer for en behandling). Faggrupperne i neurologien var blevet enige om nogle indikatorer hvorpå de målte kvaliteten af behandlingen af blodpropper i hjernen.
Da jeg nu arbejdede på landets førende hospital og under den absolut dygtigste neurolog, var jeg overbevist om at vi var eminente til blodprop-forløbene og jeg nægtede faktisk at udfylde skemaerne. En dag var der en patient, der sagde til mig, at hans udredningsforløb havde strukket sig over alt for langt tid. Og så sagde han: “Hvis det her havde været en privat virksomhed……”. I mit hovede forsvarede jeg det bedste jeg havde lært. Men helt ærligt, han havde jo ret.
Samtidig var man begyndt at måle på hvordan indikator-opfyldelsen lå på de forskellige hospitaler. Vi lå helt i bund. Som landets fineste hospital.

Skæbnen ville at jeg tiltrådte som sygeplejespecialist og pludselig fik ansvaret for den sygeplejefaglige del af NIP-registreringerne. Og blev kaldt til samtale hos hospitalsdirektøren. Dér sad jeg sammen med klinikchefen, som havde det overordnede ansvar. Da var det Torben Stentoft, direktøren, så at sige rettede pistolen mod vores hoveder. Alle “men” og undskyldninger blev fejet bort. Der skulle bare være 100%´s målopfyldelse.

Og så gik vi igang. Jeg lavede pakker med alle færdig-lavede henvisninger, underviste, traf aftaler med diverse faggrupper osv osv. Mark Krasnik kom forbi og viste vores resultater. Og når en læge eller en sygeplejerske sagde: jamen jeg er ikke enig i den indikator, var han helt kold: “Jeg vil ikke diskutere indikatorerne. Vil I måles på noget andet, så vælg nogle andre.

Jeg kan helt ærligt sige at de fleste læger og sygeplejersker ikke gad det der NIP og synes det gik fint som det gjorde. Det betød at der ikke var så stor opmærksomhed ift tidsgrænse på CT-scanning, tilbud om medicinsk behandling, vandtest for at undgå fejlsynkning, tidlig mobilisering mv mv. Jeg kan ikke sige noget om overlevelse men det betød at vores indsats blev fokuseret, at patienterne blev udredt hurtigere og jeg kan ikke forestille mig andet end de fik en bedre behandling.

Forandringerne som ganske vist var formuleret af fagfolk, mødte modstanden hos fagfolk men blev altså båret igennem pga politisk og administrativt pres. Min pointe er, at der også blandt fagfolk kan være en betydelig modstand mod forandringer som patienterne med rimelighed efterspørger.

Det er ikke altid skidt når en DJØF´er får en pistol i hånden.

(Billedet er fra Uniavisen)

Comments are closed.