Trudeau og danskheden

I den sidste tid er det afdækket, hvorledes venstrefløjens darling, den store humanist Trudeau i virkeligheden fører en flygtningepolitik, der er langt mere restriktiv end den vi fører her i Danmark. Det har fået adskillige til at håne humanisterne for at være optaget af form frem for indhold.

Det er også interessant, men hvis vi et øjeblik vender blikket fra at Trudeau er lykkes med at få det til at lyde som om Canada tager imod store antal af flygtninge og indvandrere, så kan man konstatere, at det siges om Canadas flygtninge- og integrationspolitik at den er relativt vellykket. Det skyldes angiveligt tre forhold: 1. Den er stram. Fx udvælges flygtninge efter nøje udvalgte kritiker. Kun de, der skønnes at kunne integrere sig lukkes ind, kun familier eller enlige kvinder. 2. De nyankomne får fra starten det krav at de skal klare sig selv. De passiveres altså ikke og 3. Fra starten af regnes de for at være canadiere og omtales sådan.

IMG_0363
I Danmark ser det ud til at vi gør det modsatte. Den nye dansker-vedtagelse – omend symbolsk – er et lille eksempel. For selvom vi på den ene side skoser nydanskerne for ikke at “være danske”, så vedtager Folketinget en tekst, der signalerer at efterkommere af indvandrere ikke regnes for at være danske. Formodentlig er der tale om en klodset formulering. Alligevel sender den et signal.
Det synes også at være sådan at vi i Danmark forsøger at styre tilstrømningen ved at være så grove i tale om flygtninge og indvandrere som muligt. Med det resultatet at vi risikerer at stigmatisere og ekskludere vores nye medborgere.

Måske har Trudeau i virkeligheden fat i det rigtige: Jeg vil foreslå at man retter øjnene mod Canada og adapterer de tre principper.

Comments are closed.