Er dit barns mistrivsel mit problem?

Et vennepar blev skilt. Deres datter på 9 år gik bogstavelig talt helt i sort. Hendes liv gik i stykker. Forældrene skrev ud til klassen og fortalte dem den triste nyhed. Heldigvis satte de øvrige forældre sig for at hjælpe på alle mulige måder. Det gav både pigen, men også de to forældre hver for sig, et pusterum.
img_0297
Jeg kom til at tænke på historien, da jeg læste Anne-Sophie Hermansens indlæg om hendes 151 ulæste beskeder på Forældreintra. Hun beskrev nemlig også at forældrene til lille Olivia havde givet besked om deres skilsmisse, hvilket nok trykkede pigen. Hvad rager det os? Hvad ragede det egentlig ASH? Angiveligt kke en døjt.

Der er gået sport i at hate på forældreintra. Man forstår det måske, hvis hovedparten er en lind strøm af beskeder om forsvundne støvler og bluser. Sandt at sige har forældre aldrig været så involveret og fået så mange oplysninger om deres poders skolegang som nu. Og der er godt nok mange “husk det ene – husk det andet – fernisering af en tegning – danseopvisning mig her og der” – altsammen kl ca 15.30. Det kan faktisk godt udløse stress. Der laves også mange fælles sociale arrangementer helt fra starten i klasserne for at ryste dem sammen og styrken trivslen. Det udløser også mange frustrationer. “Jeg tror det er folk, der ingen venner har, der finder på den slags”. Det læste jeg et sted at een mente.

Det troede jeg også – lidt – indtil jeg fik mistrivsel tæt på.

Op imod 15% af alle børn oplever mistrivsel af en sådan karakter, at de måtte have hjælp. Det ser ud til at pigerne er hårdest ramt med både tristhed, ensomhed og opgivenhed. Det ser også ud til at forældrenes engangement i klassen falder med tiden. Det gør trivslen åbenbart også.

At være forælder til et barn, der ikke trives, som føler sig udenfor, er noget af det værste. Og det mest forunderlige er, at skolerne har meget forskellige kompetencer og prakis´er ift håndtere mistrivsel. Nogle kan tilsyneladende slet ikke spotte det. Eller hænger fast i en opfattelse af mobning og mistrivsel fra 80-90´erne, der handler om een mobber og et offer. Men sådan er det ikke. Det er en dynamik, hvor børnene indtager vekslende roller og hvor selv de passive er aktive i trivslen/mobningen. Derfor er hverken mobber eller offer en engel men børn, der reagerer i et miljø.

Jeg er selv tilbøjelig til at ville vælge alle skolens tilbud fra, men jeg har ikke den luksus. Og jeg er dødtræt af, at høre folk tale om et fællesskab, de faktisk ikke rigtig gider bidrage til.

Tal heller ikke til mig om at forebygge psykiske lidelser eller om at det burde tages i opløbet. Fri mig for Guds skyld for holdninger om, at mennesker – hvis sjæl er arret og forkrøblet af mobning og eksklusion, bare må tage sig sammen. Du har ikke været der til at hjælpe til. Det ragede dig ikke, åbenbart. Som pårørende til en, der blev mobbet i sin skolegang ved jeg hvordan arene aldrig heler, heller ikke i det voksne liv.

Istedet for at drukne folk i beskeder og arrangementer på intra kunne man måske lave en pagt: “Alle børn skal have mindst 1 god ven” og “Trivsel er et fælles anliggende”. Nogle simple regler kunne være: Hvis dit barn er populær, så sørg for at løfte blikket mod de knapt så heldige. Find et sprog med forældrene til den irriterende dreng eller pige, ingen gider invitere, så det bliver nemmere. (De ved jo godt barnet kan være anstrengende). Inviter alle hhv piger/drenge mindst 1 gang om året. Hvis dit barn aldrig leger med x, y eller z, find ud af hvorfor.

Så hvorfor skulle det rage dig? Jo altså for det første kunne du jo forestille dig, hvis det var dit eget barn. Og så kunne du jo tænke på om børn fortjener eksklusion og om konsekvenserne for barnet og samfundet ikke er helt unødvendige.

Jeg kan garantere dig din hjælp er hjertelig velkommen.

Billedet er fra DR.dk

Comments are closed.