Når mål og midler ikke stemmer overens – budgettale

Det er med blandede følelser, at vi står her på vej til at vedtage årets budget.

I Danske Regioner stemte SF vi nej til årets økonomiaftale.

Det gjorde vi, fordi det med aftalen stod klart, at regeringen agtede at fortsætte med ikke at prioritere, at skrue op for ambitionerne og samtidig holde på pengene.

Det skinner jo også igennem på dette års budget. Alene de øgede omkostninger vi har ifm nye behandlinger og det at skulle leve op til garantier er langt over 300 mio kr. Og det overstiger så langt hvad vi fik via ØKonomiaftalen.

Det blev derfor et faktum at Region Hovedstaden skulle spare 538 mio kr på sundhedsområdet og 37 mio kr på Regional Udvikling, ligesom de fleste andre regioner også skulle spare betydelige summer.

Vi er gået til forhandlinger for at trække det i den retning vi synes er den bedste.

Vi kunne godt have valgt lige som Ø og V at gå, men vi må ærligt indrømme at udsigten til at der fx ikke var nogen der for alvor ville kæmpe for især natbusserne, naturligvis bød os at blive.

Det så ud til at natbusserne ville blive nedlagt totalt. Vi blev og kæmpede og derfor er der stadig 2/3 af natbusserne tilbage. Det synes vi – i al beskedenhed er en stor ting. Og der bliver i årene fremover hårdt brug for folk, der vil blive ved bordet og kæmpe for den kollektive trafik.

Det lykkedes os også at forhindre at Akutklinikken i Helsingør blev lukket. Det er vi tilfredse med fordi vi netop har indgået et samarbejde med Helsingør Kommune om et udvidet sundhedshus og fordi afstanden til et akuttilbud er uforholdsmæssig lang fra Helsingør til Hillerød. Vi er også meget tilfredse med at sengene i psykiatrien blev holdt på status quo sammen med en række andre ting, der blev taget af bordet. Det glæder mig og os at der er bred enighed om at prioritere psykiatrien og at der er mulighed for at iværksætte dele af den netop vedtagne tre års plan for psykiatrien.

Vi havde gerne set at vi havde prioriteret de medicinske sengepladser højere. Med det var vi klar til at lukke Akutklinikken på Frederiksberg. Det vil vi gerne sige åbent. Ikke fordi det er vores højeste ønske men fordi vi kunne have brugt besparelserne der, til at redde flere medicinske senge.

Det er prioritering og er i det hele taget en mangelvare i dansk sundhedspolitik.

Prioritering er også at vælge noget fra. Det er som det er idag stort set ikke muligt i regionerne.

Det er slet ikke noget problem for den til enhver tid siddende regering at skrue op for ambitionerne og prale af resultaterne. Bare se på børnepsykiatrien, hvor de fine garantier nu forårsager, at børn får en tentativ diagnose for at leve op til garantien, fordi fagfolk hverken er nok til eller kan stille en diagnose på så kort tid. Der tales iøvrigt sort om antallet af midler, der gives til sundhedsvæsnet og der er faktisk ingen grænser for kreativiteten ift hvor mange gange man kan tælle de samme midler med. Et lille eksempel på det, er jo fra ØA fra juni. Her trak man først 60 mio kr ud af aftalen. Så gav man dem tilbage, lagde 140 mio kr oveni og pralede så me, at man havde givet 200 mio kr.

I sundhedsvæsnet bedrives der hver dag store ting, det er der ingen tvivl om. Men der er også en travlhed og et pres, der ikke mindst vanskeliggør det desperate behov, der er for at skabe sammenhæng i forløbene. Og så er der resignationen. Både patienternes men så sandelig også personalets.

I den dagligdag hvor jeg slår mine folder, som hjemmesygeplejerske, der er det især de oplevelser, der fylder. Det bliver hensynet til at få flyttet “problemet” væk fra mit skrivebord, få skat krydset i skemaet, få opfyldt kvaliteten teoretisk, der bliver styrende. Jeg har nævnt det nogle gange før. Der bliver i stigende grad et slip imellem de værdier, de sundhedsprofesionelle drives af og det de måles på.

Det er populært at tale om de kolde hænder og det er også populært at skubbe årsagen til problemerne i sundhedsvæsnet derover. Vi er i SF ikke blege for at skære i bureaukratiet. Vi har også noteret os med tilfredshed at mange af de besparelser, der er gennemført på hospitalerne, fx især Herlev-Gentofte tager udgangspunkt i administrative funktioner.

Under diskussionerne i forbindelse med budgetforhandlingerne fremgik at der ikke var en særlig skarp eller altid særlig logisk adskillelse mellem administration og Klink., fx er elever opført under det administrative budget.

For os at se giver det helt mening – at se på hvor stor den administrative del af en organisation skal være. Når nu vi holder så meget af benchmarking, er det da oplagt at benchmarke her også.
Det arbejde synes jeg vi skal sætte igang frem mod næste budgetaftale.

Men at acceptere en beskæring af administrationen pakket ind i en øget privatisering., sådan som venstre ligger op til i deres budgetforslag. Jo det er som at modtage en lille gave med en bombe i.

Jeg er nødt til at nævne det emne som af uransagelige årsager har fået mest opmærksomhed i dette års budget: skiltene på hospitalerne. Det er meget svært for folk – og også sundhedsprofesionelle at forstå at det skulle være værd at prioritere. Det er et gammel SF forslag som snegler sig lidt afsted i udbredelsen og derfor kommer vi nok til at få disse shitstorms nogle gange. Men vi bokser videre.

Det er mit oprigtige opfattelse og oplevelse at sproget i sundhedsvæsnet er med til at fremmedgøre nogle mennesker og det risikerer at hindre dem i at deltage aktivt i deres forløb. Jeg har mødt mennesker, der hverken kan udtale hvad deres sygdom hedder eller formulere navnet på medicinen. De kan derfor ikke spørge mig til råds. Hospitalsdirektøren fra Bornholm, Niels Reichstein, har fortalt at de ifm deres projekt havde fundet ud af at mange af patienterne faktisk fik deres informationer fra portørerne, fordi de ganske enkelt hverken forstod hvad lægen eller sygeplejersken sagde.
Jeg besøgte en ældre dame, som havde flere forskellige forløb. Hun havde både noget med hjertet, med maven og med benene. Og en dag hun skulle på hospitalet, var hun nødt til at vaske sig over det hele, for hun anede ikke hvilken afdeling, der havde hidkaldt hende.
Jeg er glad for den beslutning – selvom den afstedkom stærkere reaktioner en lukning af et hospital.

Jeg kan også se, at der er blæst om økologi-satsningen. Og jeg kan godt høre det. Hvis du stiller det op: Skal du lukke en medicinsk seng eller satse på økologi?
Mad er en væsentlig del af helingen og rekreationen. Og maden er også noget af det hospitalerne har fået størst kritik for. Derfor er også faglig udvikling på køkkenområdet vigtig. Et hospital er ikke bare senge og klinikker.

Den offentlige sektor er i krise. Forventningerne og opgaverne hober sig op og står ikke mål med ressourcerne. Vi ved at New Public Management, resultat og målstyring har haft alvorlige bivirkninger. Alligevel er det som om vi ikke rigtig kan komme ud af den tankemåde. Ingen har svarene.

Egentlig er jeg tilhænger af revolution på dette område. Men jeg erkender at folk bliver så nervøse. Og revolution er måske også lidt besværligt. Derfor har jeg erkendt at vi må tage det bid for bid.

Vi satte sidste år gang i Bornholms Hospital som udviklingshospital. Her bliver hospitalet DRG-takst fri zone og de skal forsøge at skabe bedre sammenhæng og et sundhedsvæsen med fokus på værdi for patienten. Med dette budget udvider vi så også Hjertecentret bliver et forsøg på det samme.

Sideløbende med det har vi med budgettet besluttet at sætte fokus på faglighed og ledelse fremfor mistillid og kontrol.
Det lyder nok lige lovlig hippie-agtig. Og lidt vagt. Men det er Gud dødeme nødvendig.

Alle de ting, som patienterne skriger på: sammenhæng, kommunikation, nærvær, koordination, dygtighed og et forståeligt sundhedsvæsen. De skabes sjovt nok hverken af en maskine, erhvervslivet, forskning eller Greater Copenhagen. De skabes af de sundhedsprofesionelle og de skriger på faglig ledelse og tillid. Derfor ser vi med tilfredshed på at vi har forpligtet hinanden på at give dem netop det.

Tak for ordet.image

Comments are closed.