Til Morten, Jack, Peter, Mette, Lone, Dorte, Tove, Nanna, Jacob, Thomas, Kim og Annette

DepressionBørn, jeg voksede op med. Børn fra nabolaget og byen, som alle mistede deres mor eller far, der tog deres eget liv. Hertil kommer de mange som gik til grunde langsomt men umiskendeligt af alkohol eller sygdom.

Den erindring og de tanker har siddet i mig siden fredag eftermiddag, hvor jeg stod i den mest trøstesløse del af Frederiksberg og ventede på låsesmeden. Da han netop havde åbnet døren, kunne jeg et øjeblik mærke lidt af den samme følelse, jeg har haft mange gange som barn. Lidt svedige håndflader, uro i maven over ikke helt at ikke helt vide, hvad der var på den anden side. Jeg husker stadig at jeg scannede huset for tegn. Tegn på at nogen havde forladt det i hast – sådan forestillede jeg mig det nemlig – havde fået nok og nu havde besluttet sig for at slutte alle lidelserne.
Jeg husker ikke at jeg nogensinde har talt med nogle af børnene om deres mor eller far efter, at det var sket. Jeg tror aldrig lagt armen om dem og sagt et trøstende ord. Jeg håber andre har. Ved gud, jeg håber andre har.
Jeg husker at have betragtet på afstand hvordan først Toves far og så kort tid efter naboen, Thomas´s far begge begik selvmord. Jeg tror aldrig jeg har talt med de to fædre. Jeg husker dem som sammenbidte og ikke videre flinke mænd, sådan tænker et barn vel. Nu tænker jeg, de måske var plaget af de samme depressive tanker som plagede mit eget hjem. At det skete lige rundt om hjørnet fodrede angsten for at noget lignende kunne ske hjemme hos mig selv.
Hvad der dog foregik og foregår i de små hjem, bag ligusterhækkene, som børn skjuler og lever med. Jeg tænker, hvordan det har præget mit eget og mine søskendes liv, at der trods meget stor kærlighed også var meget stor ustabiliet. Tænk hvis vi børn – på kryds og tværs – vidste det og kunne have sagt, fx til Lene, som også voksede op med en syg forælder: ”Jeg forstår. Jeg ved godt hvordan du har det. Det er ikke dig der er noget galt med.” Måske havde det hjulpet. Psykisk sygdom er noget bras, endnu mere fordi der er så mange fordomme, misforståelser og tabu omkring det. Det er så tungt at bære. For den syge selv, men så sandelig også for hele familien.
Mens jeg åbnede dørene i den lille lejlighed og tomheden – gudskelov – mødte mig i hvert et rum, tænkte jeg på alle de spildte liv men især tænkte jeg på Morten, Jack, Peter, Mette, Lone, Dorte, Tove, Nanna, Jacob, Thomas, Kim og Annette

Comments are closed.