Bekendelser fra en værdiløs politiker i klovnekostume…..

Blomster_Thomas EmilOver de sidste måneder er jeg flere gange stødt på en læge og ansat i sundhedsvæsnets harske vurdering af regionen, politikere og sundhedsvæsnets tilstand. Thomas Emil Christensen hedder han. Og han har ikke lagt nogle fingre imellem.
I artikler og interviews såvel som på facebook har han råt for usødet stillet diagnosen og prognosen for politikernes gøren og laden.

http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE7998281/Regionen+i+klovnekostumet/
http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE8087139/Danmarks+dyreste+marionetteater/
http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE8087139/Danmarks+dyreste+marionetteater/

Se, mange af hans pointer handler om behovet for prioritering og sundhedspersonalets muligheder for at bruge deres faglighed til noget meningsfuldt. Da de pointer ligger tæt op af mit udvalg – IT- og afbureaukratiseringsudvalgets – arbejde var det svært ikke at finde, at han faktisk havde nogle ganske interessante pointer. Derfor endte jeg med at skrive til ham. Jeg skrev to ting: at evnen til at lytte er omvendt proportional med antallet af gange, man bliver kaldt idiot og at jeg gerne ville invitere ham på kaffe.

Det blev til 4 timer med lidt halvdårlig kaffe men i virkeligt godt og interessant selskab. Hvad han tabte ved grovhed i sine indlæg, vandt han til gengæld ved imødekommenhed og indsigt.
Af de mange ting Thomas sagde, vil jeg bare nævne hans oplevelse af, at politikerne skulle vise deres succes via måltal som i virkeligheden var et sminket lig. Alt det, der blev opnået på bedre tal på kræftområdet, blev tabt et andet sted. Simpelthen pga bureaukrati og mangel på ressourcer. Behovet for prioritering er enorm og den manglende prioritering, får kort sagt kvaliteten til at falde over alt. Fokus bliver måltal, fokus bliver ekspedition. En anden ting var at enhver sundhedsprofessionel måtte have sit fokus på den patinet vedkommende behandlede, samtidige patienter i afdelingen og fremtidige patienter. Ressourcer skal fordeles så dette hensyn er afspejlet.
Men mest af alt synes jeg det var væsentligt, at han sagde følgende: regionen er ikke en samrarbejdspartner, den er en klods om benet. Det er ikke en allieret men en modspiller. Det er immervæk et meget stort problem for en arbejdsgiver.
For nylig hørte jeg den canadiske præsident og CEO for Kingston General Hospital, Leslee Thompson fortælle om nødvendigheden af at danne alliancer med medarbejdere: ”Don´t leave the clinicians behind”. Jeg har været i politik længe nok til at erfare, at det er lettest ikke at lytte til kritikken. Jo mere grov den er, jo lettere er det at lade være. Alle forstår det: ”det er jo helt uantageligt…..”. Lad mig skynde mig at sige, at jeg tror og mener, at propperne i ørerne har lettere ved at forsvinde hvis man taler ordentligt og at det i alle livets forhold er det smarteste at gøre.
Men jeg ved også, at når først politikere og embedsmænd er i løb i én retning, så kræver det ret så meget at standse det løb. De kritiske spørgsmål og indvendinger forsvinder, debatten forstummer. Det har overrasket mig gang på gang og faktisk også hvor uvelkommen denne kritik og disse spørgsmål er.
En klog partifælle sagde engang at man skulle ikke lytte efter rygklapperne men være glad og taknemmelig for kritikerne. Det evner jeg ikke altid, men i guder hvor har han ret.
Jeg håber Thomas bliver ved, for jeg ved at det koster kræfter at være kriger. Og resignationen ligger snublende nær når man synes man har ret og alt går for langsomt. Jeg håber han finder en model, der både kan hvirvle støvet op og få blodet hos os alle i kog og som samtidig kan være med at formulere løsningerne.
Vi skal nemlig passe på vores ildsjæle, de siger alt det, som er uundværligt og helt ærligt, hvis vi alle mener det samme og ingen spørger hvorfor, så bliver ingen klogere.

Comments are closed.