Så tag dog ansvar!

For noget tid siden på hospitalet sendte jeg en patients urinprøve afsted til dyrkning for bakterier. Førhen foregik det ved, at man at udfyldte en formular, lagde prøven i en posen, skrev modtageafdeling på og lagde prøven i køleskabet i skyllerummet. Nu er der blot et køleskab på hele etagen, formodentlig pga effektiviseringer.

Jeg lagde prøven om onsdagen i køleskabet på en anden afdeling og om mandagen, blev jeg spurgt, hvor den var blevet af. Jeg gik tilbage til køleskabet og kunne se, at den stadig var der sammen med mange andre prøver. Jeg gik til afdelingssygeplejersken for den pågældende afdeling og det første hun sagde: “Det køleskab har jeg ikke ansvaret for, det står her bare, det har ikke noget med mig at gøre”.

Tag ansvar

 

Der fulgte en længere parlementeren, som jeg ikke vil kede jer med her, men jeg synes historien er symptomatisk for et sundhedsvæsen, der er blevet et ekspeditionskontor og hvor det handler om at skubbe ansvaret og opgaven videre. Som sygeplejerske og medarbejder har jeg en forventning om, at jeg kan gå til en leder med problemer relateret til arbejdsgange, der går på tværs og at denne vil sige: ”Det tager jeg mig af!” Det skete bare ikke og det er noget af det, jeg finder mest utilfredsstillende i et stort væsen.

 

Det er ikke kun blandt ledere, dette hersker. Hvis jeg havde en krone for antallet af gange, jeg har hørt folk sige til patienter: “Det er fordi systemerne ikke taler sammen”, “Det er fordi den praktiserende læge ikke har….”, “Det er fordi oplysninger fra den anden hospitalsafdeling ikke er….”, “Det er fordi hospitalet ikke har….”, “Det er pga omlægninger at…..”

Altid nogle andres skyld, altid bortforklaringer, altid en måde at skubbe ansvaret videre. “Det har ikke noget med mig at gøre. Det er nogle andre, der er idioter” og i guder hvor vi dog udstiller de andre som idioter uden at kny.

 

Selvom jeg forstår, at det er svært og møg-irriterende at stå i skudlinien for andres fejl og mangler, så er der minimum to problemer ved at møde patienterne med ovenstående respons. For det første fremstilles det offentlige i et utroligt dårligt lys, men hvad værre er: der er ikke noget sted, hvor borgeren eller patienten kan aflevere sin frustration og forvente at nogen siger: “det tager jeg mig af!”

Når vi alle skubber ansvaret væk, bliver problemet ikke løst!

 

Nu er jeg jo både sygeplejerske og politiker, så jeg kan fortælle at politikere og administration også har opdaget det med at ingen tager ansvar. Og er begyndt at tale om problemet.

Desværre er analysen her ikke rigtig nået til, hvori det politiske og administrative niveaus ansvar ligger for, at det står sådan til.

Hvad er det fx vi forventer af afdelingssygeplejersken, hvilke opgaver har vi overbebyrdet hende med, således at hun ikke ledelsesmæssigt tager ansvar for et køleskab (!)? Hvilke rammer har hun for beslutninger. Viser vi hende tillid eller skal hun dokumentere og registrere alle mulige detaljer? Står vi hende bi, når hun har truffet en beslutning og der klages eller falder vi hende i ryggen?

En (vred) læge engang sagde til mig : “Jeg vil sgu gerne tage det faglige ansvar, hvis jeg kan være sikker på at det politiske niveau ikke falder mig i ryggen, ved en enkelt-sag”. Sandheden er desværre, at det kan han ikke. Og istedet for at vise vores folk i front tillid, forvente af vores ledere og give dem rammer til, at de holder et højt fagligt niveau og skiller sig af med de, der ikke gør, at de prioriterer opgaver til og fra, indfører vi detaljerede mål med dertil hørende registringer.

 

Min kollega fra et andet parti er så træt af, at hun ikke kan få læger til at registrere, om der er tale om udredning eller behandling (så vi kan dokumentere, at vi overholder patientrettighederne), så hun foreslog at vi satte blokeringer på computeren, så man simpelthen ikke kunne komme videre, før man havde registreret det. Et ganske fint eksempel på at registreringen betyder mere end patientens forløb.

Det præsenterer også en manglende indsigt i, at der efterhånden skal registreres så meget, at det er svært for medarbejderen at vide, hvad der skaber reel værdi for patienten og at fokus fra patientens oprindelige problem risikerer at træde i baggrunden.

 

Dette er ikke skrevet med den hensigt, at der ingen mål, dokumentation eller registringer, skal være. Det er heller ikke skrevet for at tage de ugidelige, ansvarsløse medarbejdere i forsvar, som jeg ved, der findes (jeg har mødt dem i alle afskygninger). De skal håndteres ledelsesmæssigt og ikke politisk.

Det er heller ikke skrevet for at det politiske system ikke skal blande sig. Vores sundhedsvæsen er fælles og politisk ledet, så selvfølgelig skal der være overordnede politikse mål og styring.

 

Dette er skrevet, fordi det er først og fremmest er det politiske og administrative system, der skal tage ansvar og vise vejen. For at vi politikere skal forstå at det er os, der sætter rammerne og skaber og former kulturen. At hvis alle krav er lige vigtige, er intet vigtigt og ligegyldigheden og ansvarsfraskrivelsen tager til. Ikke at prioritere er også en ansvars-fraskrivelse.

 

Jeg hørte forleden en af mine nye kolleger sige: “vi skal bare kunne dokumentere os ud af det”….. Først ryggen, så luftvejene! Er det virkelig sådan et sundhedsvæsen vi ønsker!

 

Så kære politiker og administration: så tag dog det ansvar!

Comments are closed.