Har vi lavet en ”Cambridge”?

Regionens økonomi er skrøbelig. I DRG-kroner mangler vi 1,4 mia kr. Op mod halvdelen kan tilskrives at den gennemsnitlige DRG-værdi, som regionen registrerer er lavere end da vi registrerede manualt. Men selv med et optimistisk skøn på dette, er der tale om en mangel på 7-900 mio kr´s produktionsværdi. Det har naturligvis først og fremmest betydning for patienterne, der oplever længere ventetider.

Da vi gennemgik regionens økonomi ved den 4. økonomirapport på regionsrådsmødet d. 19/12 skurede det derfor også fælt i mine ører at regionens økonomi omtales som “sund og robust”.
Hvad der dog er langt værre, synes at være at tilliden og troen på sundhedsplatformen som system og administrationen som ledelse, er skrantende.
Det hjælper heller ikke at en af regionsrådspolitikerne sendes i byen og skriver et langt jubel-indlæg om alle platformens fortræffeligheder.
Det hjælper heller ikke at standardsvaret på alle problemer er at systemet bruges forkert.

Lad mig her tilføje, at der rent faktisk for en større gruppe er tale om en decideret fejlbrug af systemet, der desværre gør det meget mere besværligt for dem selv og deres patienter. Det er noget, der kræver action her og nu og en betydelig ledelsesmæssig indsats, der synes at have været fraværende.
Men ser man bort fra den gruppe, så er det som at tale fra to forskellige planeter. De sundhedsfaglige oplever at blinde veje, besværligheder, funktioner mv ikke er udbedret gennem de seneste 1½ år og uanset hvor mange gange de melder det ind, er det ikke lykkedes at finde frem til en medarbejder i programmet, der kan hjælpe dem med at løse det, hvorfor det føles absurd og voldsomt provokerende at blive fortalt at man ”bruger systemet forkert”. Noget man først erkender når man sidder med en kliniker, der viser én igennem det system, som rummer ufattelige muligheder og som mange faktisk tror på kunne blive rigtig godt.

Der er lavet forskellige arbejder, der gennemgår implementeringen og som påpeger steder hvor vi har begået fejl. Fejl er som bekendt menneskelige. Beslutninger kan være fornuftige på et tidspunkt men vise sig ubrugelige senere, hvor man altså må rette dem. Hvis ikke, er det ikke tilgiveligt.
Cambridge University Hospital er vel det hospital man taler om når man taler om en implemtering af EPIC, der gik frygtelig galt. Derfor spørger jeg: Har vi mon lavet en Cambridge? I hvert fald står vi med en skrantende økonomi og en meget frustreret gruppe medarbejdere.
Det er bydende nødvendigt og må ske nu, at man genovervejer beslutninger, som har vist sig at være højst besværlige for medarbejderne. Fx at der ikke findes et ”afdelings-niveau” som læge men at man logger ind i de to regioner som hele, hvilket giver store problemer med at tilpasse, opsætte og rette til nye og gamle medarbejdere.
Noget andet er at medarbejderne i Sundhedsplatformen tilsyneladende er kommet for langt væk fra den klinik, som de bygger til og den gensidige forståelse for vilkårene er væk.
Det haster med at rette op på skuden. Regionen har nedsat et Sundhedsplatforms-dialogforum, hvor politikere og klinikere kan tale direkte med hinanden. Fint nok. Det er vigtigt, men det er ikke nok.
Lav organisationen om, rekruttér rigtigt, brug de analyser, der allerede findes, gå i dialog med medarbejderne og foretag her og nu de ændringer, der giver større fleksibilitet og løsninger her og nu og på sigt.
Cambridge kunne lave en turn-around. Vi kan nå det endnu men det haster.

(Tegningen er fra Dagens Medicin)

En perverteret økonomisk tænkning er nået helt ud til patientens seng

En højgravid kvinde blev kort før fødslen overflyttet fra Herlev Hospital til Region Sjælland pga. pladsmangel. Her fødte hun en dejlig, sund dreng. Få timer efter fødslen blev hun sat i en taxa og transporteret tilbage til Herlev Hospital med sin lille dreng. De holdt ind undervejs, hvor hun ammede.
I stedet for at få lov at blive i Region Sjælland, kom hensynet til de to regioners økonomi til at veje tungere end familiens fødselsoplevelse. Sådan er det efterhånden blevet rundt om i sundhedssektoren. De ansatte skal tage højde for økonomien over alt andet, og man kan således finde overlæger, der kan alle DRG- afregningstaksterne (se faktaboks) på de forskellige undersøgelser og operationer og er helt klar over, hvad der tæller mest.

DRG
Når man oplever en jordemoder åbent ærgre sig over, at måtte overføre en fødende kvinde fordi ”så får vi ikke DRG-taksten”, så ved man, at det er gået for vidt. Den økonomiske tænkning er sivet ned og ind i alle sprækker i sundhedsvæsnet og styrer nu. Vi kan også høre det i sproget: Helt ned på afdelingsniveau taler vi om ”produktion”, ”aktivitet” og ”produktivitet” og ikke om ”undersøgelser”, ”operationer”, ”patientoplevelser” og ”ventetider”. Det styringsredskab, der skulle give os et mere effektivt sundhedsvæsen, har i stedet taget magten.
Med det konstante fokus på produktivitet, altså hvor mange operationer og undersøgelser der kan laves for de samme penge, er vores fokus skiftet fra kvalitet til kvantitet. Det spænder ben for medarbejderne, der i stedet for at bruge deres faglige viden om, hvad der tjener patienten bedst, bliver optaget af at opfylde en kvote. Risikoen for at vi tænker mere på, hvad der er godt for systemet end for patienten ligger lige for.

Alle styringsværktøjer indeholder nogle fordele og i særdeleshed nogle ulemper. Alle medaljer har en bagside. Hvis vi endelig kommer af med takst-systemet vil et andet system også indebære nogle ulemper.
Det er her vi skal være vågne, for vi må ikke ende med et nyt sindrigt system, blot giver os andre men lige så slemme bivirkninger. Vi har allerede meget data som i stedet kunne bruges. Her tænker jeg på tilfredshedsundersøgelser, nuværende kvalitetsdata og patientgarantier som pejlemærker for, hvordan det går i sundhedsvæsnet. Hvis vi krydrer det med god gammeldags kættersk tillid og tid til faglig udvikling, så vil vi formodentlig kunne hente den tabte kvalitet tilbage. Der er derfor ingen grund til at fremelske ny benchmarking eller målinger, sådan som ministeren for innovation foreslår. Lederne skal ikke lede opad og ikke være ledere af en virksomhed eller en fabrik, men i stedet lede den faglige udvikling og kvalitet for hele patientens forløb.

Faktaboks:
DRG: Diagnose-relaterede Grupper er de grupper som patienter opdeles i på baggrund af oplysninger om sygdomme og behandlinger og som danner baggrund for udregning af sygehusydelsernes takster.

Billedet er lån fra Dagens Medicin

Den dag en DJØF´er satte en pistol for min pande

Det er let at foragte DJØF´ere, faktisk er det blevet en nationalsport. Og der er også sket noget med vores sundhedsvæsen og resten af vores offentlige sektor i forhold til styring, der har taget overhånd.

IMG_0617
Sundhedsprofessionelle, hvoriblandt jeg regner mig selv, ynder derfor at give DJØF´ere skylden for alt det, der er gået galt og endnu ikke er løst. Omfanget af registreringer og administration er også lette at få øje på. Og jeg skal være den første til at beklage at med det fokus, er noget faglighed og kernefunktion også forsvundet.

Alligevel er der også en manglende erkendelse hos sundhedsprofesionelle af, at når man tror man taler for patienterne, så ser man ikke sin egen blinde vinkel, som ofte er bundet op på faglige interesser og forforståelser.

Patienter efterspørger forandringer, de efterspørger kontinuitet, relationer, samme sundhedsprofesionelle, inddragelse af pårørende, parkeringsforhold og forståelig information. De vil ses som mennesker, der skal tages hensyn til deres livssituation og de vil møde en læge, de har mødt før. Og vil de ofte gerne inddrages i valgmulighederne.

De ønsker om forandringer er ikke altid nogle, der mødes af de sundhedsprofessionelle og som istedet bæres af de forkætrede DJØF´ere.

Lad mig give et eksempel. I starten af 00´erne arbejdede jeg på Rigshospitalet. Her var NIP-projektet indført (det nationale indikator projekt, hvor man udvælger nogle indikatorer for en behandling). Faggrupperne i neurologien var blevet enige om nogle indikatorer hvorpå de målte kvaliteten af behandlingen af blodpropper i hjernen.
Da jeg nu arbejdede på landets førende hospital og under den absolut dygtigste neurolog, var jeg overbevist om at vi var eminente til blodprop-forløbene og jeg nægtede faktisk at udfylde skemaerne. En dag var der en patient, der sagde til mig, at hans udredningsforløb havde strukket sig over alt for langt tid. Og så sagde han: “Hvis det her havde været en privat virksomhed……”. I mit hovede forsvarede jeg det bedste jeg havde lært. Men helt ærligt, han havde jo ret.
Samtidig var man begyndt at måle på hvordan indikator-opfyldelsen lå på de forskellige hospitaler. Vi lå helt i bund. Som landets fineste hospital.

Skæbnen ville at jeg tiltrådte som sygeplejespecialist og pludselig fik ansvaret for den sygeplejefaglige del af NIP-registreringerne. Og blev kaldt til samtale hos hospitalsdirektøren. Dér sad jeg sammen med klinikchefen, som havde det overordnede ansvar. Da var det Torben Stentoft, direktøren, så at sige rettede pistolen mod vores hoveder. Alle “men” og undskyldninger blev fejet bort. Der skulle bare være 100%´s målopfyldelse.

Og så gik vi igang. Jeg lavede pakker med alle færdig-lavede henvisninger, underviste, traf aftaler med diverse faggrupper osv osv. Mark Krasnik kom forbi og viste vores resultater. Og når en læge eller en sygeplejerske sagde: jamen jeg er ikke enig i den indikator, var han helt kold: “Jeg vil ikke diskutere indikatorerne. Vil I måles på noget andet, så vælg nogle andre.

Jeg kan helt ærligt sige at de fleste læger og sygeplejersker ikke gad det der NIP og synes det gik fint som det gjorde. Det betød at der ikke var så stor opmærksomhed ift tidsgrænse på CT-scanning, tilbud om medicinsk behandling, vandtest for at undgå fejlsynkning, tidlig mobilisering mv mv. Jeg kan ikke sige noget om overlevelse men det betød at vores indsats blev fokuseret, at patienterne blev udredt hurtigere og jeg kan ikke forestille mig andet end de fik en bedre behandling.

Forandringerne som ganske vist var formuleret af fagfolk, mødte modstanden hos fagfolk men blev altså båret igennem pga politisk og administrativt pres. Min pointe er, at der også blandt fagfolk kan være en betydelig modstand mod forandringer som patienterne med rimelighed efterspørger.

Det er ikke altid skidt når en DJØF´er får en pistol i hånden.

(Billedet er fra Uniavisen)

»Når du kommer i folks hjem er det en fuldstændig anden virkelighed«

Når mål og midler ikke stemmer overens – budgettale

Det er med blandede følelser, at vi står her på vej til at vedtage årets budget.

I Danske Regioner stemte SF vi nej til årets økonomiaftale.

Det gjorde vi, fordi det med aftalen stod klart, at regeringen agtede at fortsætte med ikke at prioritere, at skrue op for ambitionerne og samtidig holde på pengene.

Det skinner jo også igennem på dette års budget. Alene de øgede omkostninger vi har ifm nye behandlinger og det at skulle leve op til garantier er langt over 300 mio kr. Og det overstiger så langt hvad vi fik via ØKonomiaftalen.

Det blev derfor et faktum at Region Hovedstaden skulle spare 538 mio kr på sundhedsområdet og 37 mio kr på Regional Udvikling, ligesom de fleste andre regioner også skulle spare betydelige summer.

Vi er gået til forhandlinger for at trække det i den retning vi synes er den bedste.

Vi kunne godt have valgt lige som Ø og V at gå, men vi må ærligt indrømme at udsigten til at der fx ikke var nogen der for alvor ville kæmpe for især natbusserne, naturligvis bød os at blive.

Det så ud til at natbusserne ville blive nedlagt totalt. Vi blev og kæmpede og derfor er der stadig 2/3 af natbusserne tilbage. Det synes vi – i al beskedenhed er en stor ting. Og der bliver i årene fremover hårdt brug for folk, der vil blive ved bordet og kæmpe for den kollektive trafik.

Det lykkedes os også at forhindre at Akutklinikken i Helsingør blev lukket. Det er vi tilfredse med fordi vi netop har indgået et samarbejde med Helsingør Kommune om et udvidet sundhedshus og fordi afstanden til et akuttilbud er uforholdsmæssig lang fra Helsingør til Hillerød. Vi er også meget tilfredse med at sengene i psykiatrien blev holdt på status quo sammen med en række andre ting, der blev taget af bordet. Det glæder mig og os at der er bred enighed om at prioritere psykiatrien og at der er mulighed for at iværksætte dele af den netop vedtagne tre års plan for psykiatrien.

Vi havde gerne set at vi havde prioriteret de medicinske sengepladser højere. Med det var vi klar til at lukke Akutklinikken på Frederiksberg. Det vil vi gerne sige åbent. Ikke fordi det er vores højeste ønske men fordi vi kunne have brugt besparelserne der, til at redde flere medicinske senge.

Det er prioritering og er i det hele taget en mangelvare i dansk sundhedspolitik.

Prioritering er også at vælge noget fra. Det er som det er idag stort set ikke muligt i regionerne.

Det er slet ikke noget problem for den til enhver tid siddende regering at skrue op for ambitionerne og prale af resultaterne. Bare se på børnepsykiatrien, hvor de fine garantier nu forårsager, at børn får en tentativ diagnose for at leve op til garantien, fordi fagfolk hverken er nok til eller kan stille en diagnose på så kort tid. Der tales iøvrigt sort om antallet af midler, der gives til sundhedsvæsnet og der er faktisk ingen grænser for kreativiteten ift hvor mange gange man kan tælle de samme midler med. Et lille eksempel på det, er jo fra ØA fra juni. Her trak man først 60 mio kr ud af aftalen. Så gav man dem tilbage, lagde 140 mio kr oveni og pralede så me, at man havde givet 200 mio kr.

I sundhedsvæsnet bedrives der hver dag store ting, det er der ingen tvivl om. Men der er også en travlhed og et pres, der ikke mindst vanskeliggør det desperate behov, der er for at skabe sammenhæng i forløbene. Og så er der resignationen. Både patienternes men så sandelig også personalets.

I den dagligdag hvor jeg slår mine folder, som hjemmesygeplejerske, der er det især de oplevelser, der fylder. Det bliver hensynet til at få flyttet “problemet” væk fra mit skrivebord, få skat krydset i skemaet, få opfyldt kvaliteten teoretisk, der bliver styrende. Jeg har nævnt det nogle gange før. Der bliver i stigende grad et slip imellem de værdier, de sundhedsprofesionelle drives af og det de måles på.

Det er populært at tale om de kolde hænder og det er også populært at skubbe årsagen til problemerne i sundhedsvæsnet derover. Vi er i SF ikke blege for at skære i bureaukratiet. Vi har også noteret os med tilfredshed at mange af de besparelser, der er gennemført på hospitalerne, fx især Herlev-Gentofte tager udgangspunkt i administrative funktioner.

Under diskussionerne i forbindelse med budgetforhandlingerne fremgik at der ikke var en særlig skarp eller altid særlig logisk adskillelse mellem administration og Klink., fx er elever opført under det administrative budget.

For os at se giver det helt mening – at se på hvor stor den administrative del af en organisation skal være. Når nu vi holder så meget af benchmarking, er det da oplagt at benchmarke her også.
Det arbejde synes jeg vi skal sætte igang frem mod næste budgetaftale.

Men at acceptere en beskæring af administrationen pakket ind i en øget privatisering., sådan som venstre ligger op til i deres budgetforslag. Jo det er som at modtage en lille gave med en bombe i.

Jeg er nødt til at nævne det emne som af uransagelige årsager har fået mest opmærksomhed i dette års budget: skiltene på hospitalerne. Det er meget svært for folk – og også sundhedsprofesionelle at forstå at det skulle være værd at prioritere. Det er et gammel SF forslag som snegler sig lidt afsted i udbredelsen og derfor kommer vi nok til at få disse shitstorms nogle gange. Men vi bokser videre.

Det er mit oprigtige opfattelse og oplevelse at sproget i sundhedsvæsnet er med til at fremmedgøre nogle mennesker og det risikerer at hindre dem i at deltage aktivt i deres forløb. Jeg har mødt mennesker, der hverken kan udtale hvad deres sygdom hedder eller formulere navnet på medicinen. De kan derfor ikke spørge mig til råds. Hospitalsdirektøren fra Bornholm, Niels Reichstein, har fortalt at de ifm deres projekt havde fundet ud af at mange af patienterne faktisk fik deres informationer fra portørerne, fordi de ganske enkelt hverken forstod hvad lægen eller sygeplejersken sagde.
Jeg besøgte en ældre dame, som havde flere forskellige forløb. Hun havde både noget med hjertet, med maven og med benene. Og en dag hun skulle på hospitalet, var hun nødt til at vaske sig over det hele, for hun anede ikke hvilken afdeling, der havde hidkaldt hende.
Jeg er glad for den beslutning – selvom den afstedkom stærkere reaktioner en lukning af et hospital.

Jeg kan også se, at der er blæst om økologi-satsningen. Og jeg kan godt høre det. Hvis du stiller det op: Skal du lukke en medicinsk seng eller satse på økologi?
Mad er en væsentlig del af helingen og rekreationen. Og maden er også noget af det hospitalerne har fået størst kritik for. Derfor er også faglig udvikling på køkkenområdet vigtig. Et hospital er ikke bare senge og klinikker.

Den offentlige sektor er i krise. Forventningerne og opgaverne hober sig op og står ikke mål med ressourcerne. Vi ved at New Public Management, resultat og målstyring har haft alvorlige bivirkninger. Alligevel er det som om vi ikke rigtig kan komme ud af den tankemåde. Ingen har svarene.

Egentlig er jeg tilhænger af revolution på dette område. Men jeg erkender at folk bliver så nervøse. Og revolution er måske også lidt besværligt. Derfor har jeg erkendt at vi må tage det bid for bid.

Vi satte sidste år gang i Bornholms Hospital som udviklingshospital. Her bliver hospitalet DRG-takst fri zone og de skal forsøge at skabe bedre sammenhæng og et sundhedsvæsen med fokus på værdi for patienten. Med dette budget udvider vi så også Hjertecentret bliver et forsøg på det samme.

Sideløbende med det har vi med budgettet besluttet at sætte fokus på faglighed og ledelse fremfor mistillid og kontrol.
Det lyder nok lige lovlig hippie-agtig. Og lidt vagt. Men det er Gud dødeme nødvendig.

Alle de ting, som patienterne skriger på: sammenhæng, kommunikation, nærvær, koordination, dygtighed og et forståeligt sundhedsvæsen. De skabes sjovt nok hverken af en maskine, erhvervslivet, forskning eller Greater Copenhagen. De skabes af de sundhedsprofesionelle og de skriger på faglig ledelse og tillid. Derfor ser vi med tilfredshed på at vi har forpligtet hinanden på at give dem netop det.

Tak for ordet.image

Pressemeddelelse: SF foreslår tillidsreform i sundhedsvæsnet

Dokumentationen og arbejdsgangene er blevet for meget af det gode. Det kvæler motivationen og tager tiden fra kerneopgaverne, mener SF i Region Hovedstaden.

 

”Vi ønsker fagligt dygtige og motiverede medarbejdere, fordi det skaber bedre pleje og behandling for patienterne. Derfor stiller vi forslag om at regionsrådet forpligter sig til at igangsætte arbejdet med en tillidsreform”, siger Lise Müller gruppeformand for SF.

 

Forlaget er inspireret af Københavns Sundhedsforvaltning og skal involvere:

 

– en ledelsesdel (hvad er tillidsbaseret ledelse på alle niveauer)

– En styringsdel (hvad fremmer kontrol og hvad fremmer tillid, udfordring af styringsværktøjer)

– En medarbejder-del (hvad motiverer medarbejderne)

– En patient-del (hvad ønsker patienterne, nye modeller for inddragelse)

 

”Det er bydende nødvendigt at vi sætter alle sejl til for at skabe grobund for at fagligheden og motivationen igen kan trives, siger Lise Müller og fortsætter: ”De kommende budgetforhandlinger vil skabe et yderligere pres på arbejdsmiljø og kvalitet og hvis vi ikke finder måder at frigøre tid til kerneopgaverne, så går det galt”. Forslaget bliver fremsat i forbindelse med budgetforhandlingerne og skal involvere samarbejde med patienter, medarbejdere, ledere og organisationer om i fællesskab at skabe en tillidsreform.

 

For mere information

 

Lise Müller

 

Gruppeformand SF i Region Hovedstaden

 

28964030

 

 

 

Hvorfor tanken om private fødeklinikker pisser mig af

FødselEn jordemoder ønsker at starte en privat fødeklinik op i Region Hovedstaden. Forleden var hun i radio 24 7, hvor hun næsten uimodsagt fik lov at reklamere for sin klinik flere gange gennem programmet. Hun er overbevist om, der er masser af kunder, der gerne betaler 25.000 kr for en fødsel i rolige, trygge og hjemlige omgivelser. At dømme efter de interviewede gravide var de også parate til at betale. Egentlig havde den ene kvinde haft nogle okay fødsler. Hun var heller ikke overbevisende kritisk af sine tidligere forløb, men hun ville alligevel gerne sådan en klinik. Og hvem ville dog ikke det?

Hvad folk bruger deres penge på er deres egen sag. Som en ven sagde, så bruger de da pengene på noget godt. Men fødeklinikken øsnker naturligvis at det offentlige skal betale for en fødsel klinikken.
Klinikken tilbyder fødselsforberedelse og fødsler men man kan også købe en sacnning eller to eller ja en hel pakke scanninger, fx tidlig scanning for liv, tidlige kønsscanning, sen kønsscanning, tryghedsscanning og diverse andre. Et lille marked fristes man til at sige. Hvor den gravide er kunden.

Ønsket og drømmen om den gode fødsel i rolige omgivelser med en dygtig jordemoder forstår jeg godt men jeg kan faktisk også mærke, jeg bliver lidt irriteret. Hvorfor?

Jo, en privat fødeklinik vil tage de ukomplicerede fødsler. Betalingen er fast pr fødsel. Det er den gennemsnitlige pris for en fødsel. Dvs alle de komplicerede og lette og dem midt imellem lagt sammen og divideret med antallet. De tager bare kun de lette. Tilbage står hospitalet med alle de komplicerede, som de kun får gennemsnitsprisen for. Det siger sig selv, at det bliver lidt mere presset af det. Det er lidt som med gynger og karruseller. De forsøger at holde kvalitet, beredskab og det hele oppe. De ukomplicerede fødsler er med til at få det til at gå op. Dertil kommer at fødeafdelingerne, der som regel deler budgetter med de gynækologiske også er pressede af patientgarantier på kræftområdet.

Mange års udvikling og forskning, har gjort at vi har toptunet beredskab stående klart, hvis noget går galt: læger, intensivafdeling, operationsstuer etc. Altsammen noget, der skal betales og holdes ved lige.
Men kvinderne ønsker noget andet. En designet fødsel hvor alt er fredeligt og roligt.
Vi har tænkt i kvalitet og effektivitet og store fødeafdelinger, hvor man prøver lidt af hvert og bliver skidedygtige og tabt lidt af nærheden. I virkeligheden bevæget os væk fra det kvinderne vil ha´. Altså så længe deres fødsel og forløb går efter planen. For ellers vil alle jo gerne ha´ Rigshospitalets version.

Der er naturligvis kvinder, der har haft dårlige oplevelser men også bare kvinder, der har en drøm, som vores fødeafdelinger ikke kan indfri.

Der sker intet ved at nogle kvinder, vælger det offentlige tilbud fra. Men problemet opstår, hvis det bliver mange. Så er der nemlig ingen tilbage til at kræve en udvikling mod tid, nærvær, kendt jordemoder, mindre teams osv OG endnu mere vigtigt opbakningen til at betale for det offentlige tilbud skrider. Hvorfor skulle man betale to gange?
Så står hospitalet tilbage med et skrantende tilbud og beredskabet er svært at opretholde.

Vi må de i øjnene, at vi ikke tilbyder det, mange fødende ønsker. Jeg synes vi skal se på om vi selv kan skabe sådanne klinikker. Så kan vores personale opretholde rutinen og udviklingen. Vi kan også se på hvordan vi skaber mere trygge og knapt så hospitalsagtige rammer.
Men vi er også nødt til at være ærlige: vi står overfor at skulle prioritere. Og vi kan ikke leve med at vi har gamle mennesker liggende på gangene mens vi indretter lyserøde Luksus-fødestuer, der tilgodeser det moderne menneskes umættelige behov. Og vi kan ikke opretholde sikkerhedsnettet til alle, de svære fødsler, hvis de fødende vælger det fra. Og den forklaring og forventningsafstemning skylder vi både de syge og de fødende.

Til Morten, Jack, Peter, Mette, Lone, Dorte, Tove, Nanna, Jacob, Thomas, Kim og Annette

Bekendelser fra en værdiløs politiker i klovnekostume…..

Blomster_Thomas EmilOver de sidste måneder er jeg flere gange stødt på en læge og ansat i sundhedsvæsnets harske vurdering af regionen, politikere og sundhedsvæsnets tilstand. Thomas Emil Christensen hedder han. Og han har ikke lagt nogle fingre imellem.
I artikler og interviews såvel som på facebook har han råt for usødet stillet diagnosen og prognosen for politikernes gøren og laden.

http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE7998281/Regionen+i+klovnekostumet/
http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE8087139/Danmarks+dyreste+marionetteater/
http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE8087139/Danmarks+dyreste+marionetteater/

Se, mange af hans pointer handler om behovet for prioritering og sundhedspersonalets muligheder for at bruge deres faglighed til noget meningsfuldt. Da de pointer ligger tæt op af mit udvalg – IT- og afbureaukratiseringsudvalgets – arbejde var det svært ikke at finde, at han faktisk havde nogle ganske interessante pointer. Derfor endte jeg med at skrive til ham. Jeg skrev to ting: at evnen til at lytte er omvendt proportional med antallet af gange, man bliver kaldt idiot og at jeg gerne ville invitere ham på kaffe.

Det blev til 4 timer med lidt halvdårlig kaffe men i virkeligt godt og interessant selskab. Hvad han tabte ved grovhed i sine indlæg, vandt han til gengæld ved imødekommenhed og indsigt.
Af de mange ting Thomas sagde, vil jeg bare nævne hans oplevelse af, at politikerne skulle vise deres succes via måltal som i virkeligheden var et sminket lig. Alt det, der blev opnået på bedre tal på kræftområdet, blev tabt et andet sted. Simpelthen pga bureaukrati og mangel på ressourcer. Behovet for prioritering er enorm og den manglende prioritering, får kort sagt kvaliteten til at falde over alt. Fokus bliver måltal, fokus bliver ekspedition. En anden ting var at enhver sundhedsprofessionel måtte have sit fokus på den patinet vedkommende behandlede, samtidige patienter i afdelingen og fremtidige patienter. Ressourcer skal fordeles så dette hensyn er afspejlet.
Men mest af alt synes jeg det var væsentligt, at han sagde følgende: regionen er ikke en samrarbejdspartner, den er en klods om benet. Det er ikke en allieret men en modspiller. Det er immervæk et meget stort problem for en arbejdsgiver.
For nylig hørte jeg den canadiske præsident og CEO for Kingston General Hospital, Leslee Thompson fortælle om nødvendigheden af at danne alliancer med medarbejdere: ”Don´t leave the clinicians behind”. Jeg har været i politik længe nok til at erfare, at det er lettest ikke at lytte til kritikken. Jo mere grov den er, jo lettere er det at lade være. Alle forstår det: ”det er jo helt uantageligt…..”. Lad mig skynde mig at sige, at jeg tror og mener, at propperne i ørerne har lettere ved at forsvinde hvis man taler ordentligt og at det i alle livets forhold er det smarteste at gøre.
Men jeg ved også, at når først politikere og embedsmænd er i løb i én retning, så kræver det ret så meget at standse det løb. De kritiske spørgsmål og indvendinger forsvinder, debatten forstummer. Det har overrasket mig gang på gang og faktisk også hvor uvelkommen denne kritik og disse spørgsmål er.
En klog partifælle sagde engang at man skulle ikke lytte efter rygklapperne men være glad og taknemmelig for kritikerne. Det evner jeg ikke altid, men i guder hvor har han ret.
Jeg håber Thomas bliver ved, for jeg ved at det koster kræfter at være kriger. Og resignationen ligger snublende nær når man synes man har ret og alt går for langsomt. Jeg håber han finder en model, der både kan hvirvle støvet op og få blodet hos os alle i kog og som samtidig kan være med at formulere løsningerne.
Vi skal nemlig passe på vores ildsjæle, de siger alt det, som er uundværligt og helt ærligt, hvis vi alle mener det samme og ingen spørger hvorfor, så bliver ingen klogere.

Mens vi venter på kommunen…..

I min korte tid som hjemmesygeplejerske tror jeg, at bortset fra “Goddag, jeg hedder Lise”, så er det ord, jeg har sagt flest gange “undskyld”! “Undskyld” eller “det er jeg virkelig ked af det” eller “det undskylder jeg mange gange” eller “beklager”. Find selv på flere versioner.
Jeg har undskyldt for hjemmehjælp, der ikke er dukket op eller der kommer for sent, hjemmesygeplejen der kom idag istedet for igår, der kom selvom vi havde sagt vi ikke kom, der ikke har det rigtige med, der er en ny hver gang. Jeg forsøger at forklare “ja, vi har omstruktureret og det varer lige lidt inden alt falder på plads. Meget kan nok forklares med omstrukturering men temmelig meget nok også med hvad der anses for at være vigtigt.

Det er egentlig sjovt at tænke på, at de fleste idag slet ikke accepterer at skulle vente mellem kl 8-16 eller kl 10-14 på en service fra fx TDC eller Siemens. Det skal man stadig i hjemmeplejen. Og alt imens vi taler “empowerment” og “moderat støtte til egenomsorg” og “aktive borgere, der selv tager teten” i deres eget liv (“vi gør ikke for, men med borgeren”), så passiviserer vi dem i hele dage af gangen, alene fordi de skal vente på sygeplejersken.
Hjemmehjælp er desværre i høj grad ikke det, der skal til for, at du lever dit liv, som du vil leve dit liv, men i langt højere grad, det dit liv består af. Det optager nemlig ofte hele og halve dage og bliver det dagen drejer sig om: vente og forklare for en ny

Jeg ved godt at det er svært at få det hele til at gå op. Men jeg tror godt det kan lade sig gøre, hvis vi husker på hvilken funktion, det er ønskværdigt at vi har. Altså funktionen som gør det muligt at borgerne kan lave det, de ønsker.