Burkaen er afskyelig…..men i kampen mod det totalitære må vi ikke selv blive totalitære

….men i kampen mod det totalitære må vi ikke selv blive totalitære.


Dansk Folkepartis forslag om burkaforbud bliver nu en realitet. Længe så det ud til at Venstre og Socialdemokraterne ville “nøjes” med at fratage kvinderne deres kontanthjælp (såfremt de får det) men nu er begge partier klar til et forbud.

Reglerne er ellers klokkeklare i forvejen: Står du ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, kan du ikke få kontanthjælp. Loven findes. Den bruges også. Men måske for lidt? I Aarhus Kommune har man allerede frataget burkaklædte kvinder kontanthjælpen, når det ved individuel vurdering viste sig, at beklædningsstykket stod i vejen for arbejdet. I min optik er det sådan man bør bruge loven. Det er også sådan, det skal være at bo i en retsstat. At fratage borgere kontanthjælp deres automatik er ikke vores retsstat værdigt. I stedet for at lave ny lovgivning, må man derfor spørge om loven – som den er – bruges nok?

Lad mig slå fast: Jeg er af princip inderligt imod burka og niqab. Den totale tildækning af kvinden er en hån mod årtier og århundreders kvindekamp. Det er en latterliggørelse af det konstante slagsmål, der stadig foregår, for at give kvinden en ligeværdig stemme, plads og position i samfundet, når man vælger at iklæde sig noget, der fratager den enkelte kvinde sin offentlige identitet. Det er en stor fuckfinger til fællesskabet. Og jeg kommer aldrig til at forstå det.

Uanset hvor meget burkaen end byder mig imod, så føler jeg mig dog også overbevist om, at jo mere man går efter at forbyde konkrete religiøse symboler, jo større vil den religiøse tiltrækning være. Det bliver nærmest en modreaktion. Jeg ønsker ikke at kvindens tøjvalg og krop bliver en politisk kampplads.
Det betyder ikke, at jeg mener, at burkaen og niqaben bør bæres frit overalt. Absolut ikke. Hensynet til det fællesskab, man er en del af, står over individets ønske. Man skal derfor kunne identificere sig til myndighederne, når det kræves, man skal kunne deltage med blottet ansigt i undervisning, osv.

Flere hævder, at kvinder, som bærer niqab i Danmark ikke selv har valgt det. Jeg mener, de tager fejl. Jeg er oprigtigt bange for, at en stor del af kvinderne selv har valgt det, eller i hvert fald oplever det, som deres eget, frie valg. Heriblandt ikke mindst de danske konvertitter, som bærer klædet. For nogle er det helt klart OGSÅ et politisk statement.

Derfor vil et forbud heller ikke blive betragtet som en hjælp, men som yderligere motivation til at bevise, hvor dedikeret man er til islam.
Uanset om burkaen og niqaben er selvvalgt, eller ej, er det imidlertid hverken i kvindekønnets eller i fællesskabets interesse, at moden vinder frem. Det indtryk kan man ellers godt få, når man lytter til nogle af de, der ligesom jeg selv, er modstandere af et forbud. De bruger kvindens ret til at klæde sig som de vil, som argument, og kalder det frihed. Men støtter de retten til at tage tørklæde af? Står de side om side med kvinder, der vælger kort kjole eller nedringet bluse? Støtter de kvinder i Algeriet, der ikke må bade i bikini og kvinder i fx iran, der tvinges til at bære tørklæde? Vi ved det ikke. For der er stille fra den kant, når disse ting debatteres. Det får mig til at sige: Fri for mig for hykleriet. Hvis ikke man kan kæmpe for alle kvinders ret til at bære hvad de vil, så er det jo ikke frihed, som man kæmper for.

Kampen mod totalitære og kvindefjendske ideer er lang og sej, men i kampen mod det totalitære, er der ingen fidus i selv at blive totalitær. Det bliver man, når man målrettet går efter en religiøs minoritet. Det har historisk været en dårlig idé, at forsøge at forbyde religiøse minoriteter, som man ikke kan lide. Det får kun oprøret til at ulme stærkere. I stedet skal vi dels bruge de muligheder, der er i loven, og dermed vurdere hver sag individuelt. Det gælder uanset hvad, at er man ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, kan man ikke modtage kontanthjælp. Vi skal desuden finde veje til at styrke kvinders muligheder, så de aldrig ønsker at udslette sig selv som individ.
Det sidste er klart det sværeste.

Hvad bør vi lære af det franske valg

For alle, der ser værdien af et stærkt Europa og som er tilhænger af principielle og lige rettigheder for alle, er det en lettelse, at Macron vandt valget frem for en højrenationalist, der er både fremmedfjendsk og protektionistisk. Men når lettelsen har lagt sig, er det værd at tænke over, at en stor del af Franskrigs vælgere faktisk ikke stemte eller ikke bakker Macron op. Som venstrefløj må vi især spørge os selv om hvorfor? Spørgsmålet er om ikke en stor del af Franskmændene godt ved, at de kommer til at betale en høj pris for globaliseringen og genopretningen af Frankrig – ligesom det er tilfældet for arbejderne og den almindelige middelklasse i mange andre lande i Europa

macron le pen

Frankrig kæmper med en arbejdsløshed på næsten 10 %. Næsten hver fjerde under 25 år er uden arbejde. For 15 år siden lå Tyskland og Frankrig lige, men nu er levestandarden i Tyskland op mod 5 gange højere. Selvom Macron har bebudet styrket uddannelse, kickstart af økonomien og en grøn politik, har han samtidig lagt op til at skære antallet af offentligt ansatte med 120.000 personer samt beskære de offentlige ydelser med 60 mia kr. Og det er måske her en del af svaret på den manglende begejstring over Macrons sejr ligger. Man kan vel ikke være imod, at Macron vil kopiere den danske flexicurity-model. Man skal blot holde sig for øje, at security-delen altså er en lige så væsentligt del af modellen og at også i Danmark er sikkerhedsdelen for lønmodtagerne forringet.

Den tyske forfatter Jürgen Roth, der har undersøgt finanskrisens betydning især i Sydeuropa siger til Information, at finanskrisen bl.a er brugt til at afvikle årtiers sociale fremskridt i Sydeuropa. De reformer, der blev gennemført i ly af nødvendigheden, var forud for krisen kendt igennem mange år. Den politiske og økonomiske elite havde længe ønsket dem, men modstanden i befolkningen var for stor. Da krisen ramte lykkedes det. Det er især gået ud over løn- og arbejdsvilkår samt pensioner, ligesom det har banet vejen for omfattende privatiseringer. Jürgen Roth kalder det for en neoliberal offensiv, hvor sociale nedskæringer, privatisering og skattelettelser til de rige går hånd i hånd. Vi ser noget af det samme herhjemme: Alle løsninger på nye udfordringer ligger i forringelser af SU, pension, uddannelse, offentlige ydelser, dagpenge og offentlig service, mens det hele tiden italesættes at væksten kun kan komme op, hvis der gives skattelettelser i toppen. Imens stiger uligheden i Europa og de rigeste bliver rigere. En større del af beslutningerne og indflydelsen ligger slet ikke i demokratiske institutioner men snarere blandt en mindre gruppe af mennesker, hvis velstand er så stor at den forvalter, hvad der svarer til 60% af verdens BNP og personsammenfaldet og netværket mellem den politiske og økonomiske elite er overraskende stor.

Roth peger desuden på, at syd- og østeuropæere rejser mod nord og medvirker til at sænke lønningerne, med det resultat at arbejdsmarkedet og leveforholdene i ex Danmark også bliver pressede. Det bliver muligt både at sænke offentlige ydelser, der vil presse mindstelønnen, ligesom der tale som at indføre lavtlønsjob. Under dække af at ville ”hjælpe folk i gang” og ”ind på arbejdsmarkeder” bliver det i stedet til working poor. I stedet for at vende vreden mod regeringer, vender vi ofte vreden mod de, der kommer hertil for at arbejde.

Så hvorfor kan man ikke på venstrefløjen mønstre en opbakning og en kandidat, der i stedet for frygt og lukkethed, tror på håbet og storheden? En kandidat, der erkender behovet for et stærkt fælles Europa men vil arbejde for et EU med en klar social søjle? En kandidat, der erkender behovet for at få alle med og som har landets sammenhængskraft og almindelige menneskers løn-, arbejds- og livsvilkår på sinde og endelig en kandidat, der vil kontrollere og regulere finanssektorens og kapitalsforvalternes magt og bringe beslutningerne tilbage til de demokratiske institutioner?
Le Pens tilhængere kan nemt afskrives som xenofober. Men det er for let. Hvis ikke vi på venstrefløjen tager de franske arbejderes protester med i vores overvejelser men kun fejrer Macrons sejr – så er udsigterne til at højrepopulismen stoppes meget ringe.

Trudeau og danskheden

I den sidste tid er det afdækket, hvorledes venstrefløjens darling, den store humanist Trudeau i virkeligheden fører en flygtningepolitik, der er langt mere restriktiv end den vi fører her i Danmark. Det har fået adskillige til at håne humanisterne for at være optaget af form frem for indhold.

Det er også interessant, men hvis vi et øjeblik vender blikket fra at Trudeau er lykkes med at få det til at lyde som om Canada tager imod store antal af flygtninge og indvandrere, så kan man konstatere, at det siges om Canadas flygtninge- og integrationspolitik at den er relativt vellykket. Det skyldes angiveligt tre forhold: 1. Den er stram. Fx udvælges flygtninge efter nøje udvalgte kritiker. Kun de, der skønnes at kunne integrere sig lukkes ind, kun familier eller enlige kvinder. 2. De nyankomne får fra starten det krav at de skal klare sig selv. De passiveres altså ikke og 3. Fra starten af regnes de for at være canadiere og omtales sådan.

IMG_0363
I Danmark ser det ud til at vi gør det modsatte. Den nye dansker-vedtagelse – omend symbolsk – er et lille eksempel. For selvom vi på den ene side skoser nydanskerne for ikke at “være danske”, så vedtager Folketinget en tekst, der signalerer at efterkommere af indvandrere ikke regnes for at være danske. Formodentlig er der tale om en klodset formulering. Alligevel sender den et signal.
Det synes også at være sådan at vi i Danmark forsøger at styre tilstrømningen ved at være så grove i tale om flygtninge og indvandrere som muligt. Med det resultatet at vi risikerer at stigmatisere og ekskludere vores nye medborgere.

Måske har Trudeau i virkeligheden fat i det rigtige: Jeg vil foreslå at man retter øjnene mod Canada og adapterer de tre principper.

Er dit barns mistrivsel mit problem?

Et vennepar blev skilt. Deres datter på 9 år gik bogstavelig talt helt i sort. Hendes liv gik i stykker. Forældrene skrev ud til klassen og fortalte dem den triste nyhed. Heldigvis satte de øvrige forældre sig for at hjælpe på alle mulige måder. Det gav både pigen, men også de to forældre hver for sig, et pusterum.
img_0297
Jeg kom til at tænke på historien, da jeg læste Anne-Sophie Hermansens indlæg om hendes 151 ulæste beskeder på Forældreintra. Hun beskrev nemlig også at forældrene til lille Olivia havde givet besked om deres skilsmisse, hvilket nok trykkede pigen. Hvad rager det os? Hvad ragede det egentlig ASH? Angiveligt kke en døjt.

Der er gået sport i at hate på forældreintra. Man forstår det måske, hvis hovedparten er en lind strøm af beskeder om forsvundne støvler og bluser. Sandt at sige har forældre aldrig været så involveret og fået så mange oplysninger om deres poders skolegang som nu. Og der er godt nok mange “husk det ene – husk det andet – fernisering af en tegning – danseopvisning mig her og der” – altsammen kl ca 15.30. Det kan faktisk godt udløse stress. Der laves også mange fælles sociale arrangementer helt fra starten i klasserne for at ryste dem sammen og styrken trivslen. Det udløser også mange frustrationer. “Jeg tror det er folk, der ingen venner har, der finder på den slags”. Det læste jeg et sted at een mente.

Det troede jeg også – lidt – indtil jeg fik mistrivsel tæt på.

Op imod 15% af alle børn oplever mistrivsel af en sådan karakter, at de måtte have hjælp. Det ser ud til at pigerne er hårdest ramt med både tristhed, ensomhed og opgivenhed. Det ser også ud til at forældrenes engangement i klassen falder med tiden. Det gør trivslen åbenbart også.

At være forælder til et barn, der ikke trives, som føler sig udenfor, er noget af det værste. Og det mest forunderlige er, at skolerne har meget forskellige kompetencer og prakis´er ift håndtere mistrivsel. Nogle kan tilsyneladende slet ikke spotte det. Eller hænger fast i en opfattelse af mobning og mistrivsel fra 80-90´erne, der handler om een mobber og et offer. Men sådan er det ikke. Det er en dynamik, hvor børnene indtager vekslende roller og hvor selv de passive er aktive i trivslen/mobningen. Derfor er hverken mobber eller offer en engel men børn, der reagerer i et miljø.

Jeg er selv tilbøjelig til at ville vælge alle skolens tilbud fra, men jeg har ikke den luksus. Og jeg er dødtræt af, at høre folk tale om et fællesskab, de faktisk ikke rigtig gider bidrage til.

Tal heller ikke til mig om at forebygge psykiske lidelser eller om at det burde tages i opløbet. Fri mig for Guds skyld for holdninger om, at mennesker – hvis sjæl er arret og forkrøblet af mobning og eksklusion, bare må tage sig sammen. Du har ikke været der til at hjælpe til. Det ragede dig ikke, åbenbart. Som pårørende til en, der blev mobbet i sin skolegang ved jeg hvordan arene aldrig heler, heller ikke i det voksne liv.

Istedet for at drukne folk i beskeder og arrangementer på intra kunne man måske lave en pagt: “Alle børn skal have mindst 1 god ven” og “Trivsel er et fælles anliggende”. Nogle simple regler kunne være: Hvis dit barn er populær, så sørg for at løfte blikket mod de knapt så heldige. Find et sprog med forældrene til den irriterende dreng eller pige, ingen gider invitere, så det bliver nemmere. (De ved jo godt barnet kan være anstrengende). Inviter alle hhv piger/drenge mindst 1 gang om året. Hvis dit barn aldrig leger med x, y eller z, find ud af hvorfor.

Så hvorfor skulle det rage dig? Jo altså for det første kunne du jo forestille dig, hvis det var dit eget barn. Og så kunne du jo tænke på om børn fortjener eksklusion og om konsekvenserne for barnet og samfundet ikke er helt unødvendige.

Jeg kan garantere dig din hjælp er hjertelig velkommen.

Billedet er fra DR.dk

De unge uden uddannelse eller job

Regionsrådet har besluttet at styrke erhvervsuddannelsesområdet. Det er rigtig godt Et af de projekter vi prøver af går ud på at styrke vejledningen allerede fra 6. Klasse i grundskolen med inddragelse af skoler, forældre, lærere og virksomheder.
image
Det passer perfekt ind i den viden vi har om de unge uden uddannelse eller job. Jeg håber de her uddannelsesprojekter kan give os erfaringer og viden ift hvad der virker og ikke virker samtnaturligvis være en del af svaret på udfordringerne med at hjælpe de unge videre.

Region Hovedstaden er der ca 30.000 unge mellem 15 og 30 som hverken er igang med uddannelse eller arbejde.
Det er et problem både for samfundet og for den unge selv. Vi mangler arbejdskraft og kommer til at mangle mere i fremtiden. Det er dyrt for samfundsøkonomien. Man regner med at hvis man kan reducere de 30.000 til halvdelen frem mod 2020 vil det betyde en gevinst på 12 mia kr.
For den unge selv er det lig med tab af muligheder, et betydeligt tab i livsindkomst og for langt langt de fleste er det uønsket ikke at være igang.

De 30.000 har forskelligeartede udfordringer, som kræver forskellige indsatser. I undersøgelser er de inddelt i 3 kategorier:

– De senes startere, som er de 15-17 årlige, der har færdiggjort grundskolen og ikke er kommet videre. De udgør ca 3800. De har som oftest faglige og personlige problemer.
De har brug for at man allerede i grundskolen sætter ind, opretter særlige tilbud i deres nærmiljøer med støtte. Der er også brug for at vide mere om hvilke tiltag, der egentlig har haft effekt.

– De unge på stand-by er de unge mellem 18-30 år som har færdiggjort grundskolen. En del er på overførselsindkomst, nogle er på førtidspension. De har været ind og ud af forskellige forløb og uddannelser og er kendetegnet af af være ressourcesvage. Det er en kompleks gruppe på knap 22.000, hvor de spænder fra faglige problemer til omfattende personlige og sociale problemer.
De unge er følsomme overfor afstand til uddannelsestilbud og har brug for at aktørerne i uddannelsessystemet taler sammen.

– Den sidste gruppe kaldes de ufokuserede studenter. De unge er her mellem 22 og 30 år og har færdiggjort en gymnasiet uddannelse men er ikke kommet videre. De udgør ca 4200. De udgør en relativ ressourcestærk gruppe, som der ikke er så stort fokus på eller tilbud til, da man primært har fokuseret andre steder. Antallet af de ufokuserede studenter forventes at stige de kommende år.

Læs selv undersøgelsen her:

http://www.cefu.dk/media/369383/sammendrag_analyse_af_unge_uden_job_og_uddannelse.pdf

Kære venstrefløjsere

KvinderVi har et problem – a massive one.

Vi har åbenbart intet sprog for det, der foregik i Köln og har totalt overladt banen til højrefløjen. Det paradoksale er, at det er vores angst for at overlade noget til højrefløjen at vi ender med at gøre det.

Og imens vi er igang med hændervridende at tale om hverdags-sexisme og Roskilde-festival, strømmer ordene ud af højrefløjen. Og hvis ikke vi snart tager os sammen smider vi det hele på gulvet og i armene på højrenationalistiske kræfter.

Mine ligegyldige kaffe-opdateringer høster flere bifald og indspark end mine ytringer om Köln-overgrebene. Bevares måske de ikke er særligt tænksomme eller begavede, men så sig da det.

Det var mænd af arabisk og nordafrikansk oprindelse, der begik overgrebene. Nogle af dem var måske ovenikøbet asylansøgere!

Det er uomtvisteligt at integrationen af mennesker med anden etnisk baggrund primært fra lande med patriarkalske og udemokratiske styre samt islam-dominerede samfund er slået fejl (fik jeg det hele med?).

Det er også uomtvisteligt at kulturforskelle herunder kvindersynet er vidt forskelligt og det giver altså problemer. Kvinder bliver undertrykt i den del af verden. Kvinder er ikke ligestillet i den del af verden.

Det kan man godt sige! Højt! Også som venstreorienteret!

Det sætter befolkningens åbenhed og venligsindethed overfor flere indvandrere og flygtninge fra de dele af verden på en prøve. Og hvis man lader som om de problemer og kulturforskelle ikke findes, så bliver problemet endnu større.
Og så er der jo heller ikke klarhed over de værdier vi har bygget vores samfund på.

Man kan godt være kritisk overfor at folk placeres i teltlejre eller at smykker mv skal beslaglægges og stadig mene at vi ikke kan tage imod den halve verden. Man kan godt være anti-racist og for hjælp til Syriens ofre for katastrofen og stadig taget dybt og inderligt afstand for at folk, der kommer her til landet, ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt!

Kvindesagen og ligestilling er kraftedeme venstrefløjens hjertesag – antiracisme ligeså. Så hvorfor ser det ud som om vi ofrer det ene for det andet?

Til Morten, Jack, Peter, Mette, Lone, Dorte, Tove, Nanna, Jacob, Thomas, Kim og Annette

DepressionBørn, jeg voksede op med. Børn fra nabolaget og byen, som alle mistede deres mor eller far, der tog deres eget liv. Hertil kommer de mange som gik til grunde langsomt men umiskendeligt af alkohol eller sygdom.

Den erindring og de tanker har siddet i mig siden fredag eftermiddag, hvor jeg stod i den mest trøstesløse del af Frederiksberg og ventede på låsesmeden. Da han netop havde åbnet døren, kunne jeg et øjeblik mærke lidt af den samme følelse, jeg har haft mange gange som barn. Lidt svedige håndflader, uro i maven over ikke helt at ikke helt vide, hvad der var på den anden side. Jeg husker stadig at jeg scannede huset for tegn. Tegn på at nogen havde forladt det i hast – sådan forestillede jeg mig det nemlig – havde fået nok og nu havde besluttet sig for at slutte alle lidelserne.
Jeg husker ikke at jeg nogensinde har talt med nogle af børnene om deres mor eller far efter, at det var sket. Jeg tror aldrig lagt armen om dem og sagt et trøstende ord. Jeg håber andre har. Ved gud, jeg håber andre har.
Jeg husker at have betragtet på afstand hvordan først Toves far og så kort tid efter naboen, Thomas´s far begge begik selvmord. Jeg tror aldrig jeg har talt med de to fædre. Jeg husker dem som sammenbidte og ikke videre flinke mænd, sådan tænker et barn vel. Nu tænker jeg, de måske var plaget af de samme depressive tanker som plagede mit eget hjem. At det skete lige rundt om hjørnet fodrede angsten for at noget lignende kunne ske hjemme hos mig selv.
Hvad der dog foregik og foregår i de små hjem, bag ligusterhækkene, som børn skjuler og lever med. Jeg tænker, hvordan det har præget mit eget og mine søskendes liv, at der trods meget stor kærlighed også var meget stor ustabiliet. Tænk hvis vi børn – på kryds og tværs – vidste det og kunne have sagt, fx til Lene, som også voksede op med en syg forælder: ”Jeg forstår. Jeg ved godt hvordan du har det. Det er ikke dig der er noget galt med.” Måske havde det hjulpet. Psykisk sygdom er noget bras, endnu mere fordi der er så mange fordomme, misforståelser og tabu omkring det. Det er så tungt at bære. For den syge selv, men så sandelig også for hele familien.
Mens jeg åbnede dørene i den lille lejlighed og tomheden – gudskelov – mødte mig i hvert et rum, tænkte jeg på alle de spildte liv men især tænkte jeg på Morten, Jack, Peter, Mette, Lone, Dorte, Tove, Nanna, Jacob, Thomas, Kim og Annette

Mens vi venter på kommunen…..

I min korte tid som hjemmesygeplejerske tror jeg, at bortset fra “Goddag, jeg hedder Lise”, så er det ord, jeg har sagt flest gange “undskyld”! “Undskyld” eller “det er jeg virkelig ked af det” eller “det undskylder jeg mange gange” eller “beklager”. Find selv på flere versioner.
Jeg har undskyldt for hjemmehjælp, der ikke er dukket op eller der kommer for sent, hjemmesygeplejen der kom idag istedet for igår, der kom selvom vi havde sagt vi ikke kom, der ikke har det rigtige med, der er en ny hver gang. Jeg forsøger at forklare “ja, vi har omstruktureret og det varer lige lidt inden alt falder på plads. Meget kan nok forklares med omstrukturering men temmelig meget nok også med hvad der anses for at være vigtigt.

Det er egentlig sjovt at tænke på, at de fleste idag slet ikke accepterer at skulle vente mellem kl 8-16 eller kl 10-14 på en service fra fx TDC eller Siemens. Det skal man stadig i hjemmeplejen. Og alt imens vi taler “empowerment” og “moderat støtte til egenomsorg” og “aktive borgere, der selv tager teten” i deres eget liv (“vi gør ikke for, men med borgeren”), så passiviserer vi dem i hele dage af gangen, alene fordi de skal vente på sygeplejersken.
Hjemmehjælp er desværre i høj grad ikke det, der skal til for, at du lever dit liv, som du vil leve dit liv, men i langt højere grad, det dit liv består af. Det optager nemlig ofte hele og halve dage og bliver det dagen drejer sig om: vente og forklare for en ny

Jeg ved godt at det er svært at få det hele til at gå op. Men jeg tror godt det kan lade sig gøre, hvis vi husker på hvilken funktion, det er ønskværdigt at vi har. Altså funktionen som gør det muligt at borgerne kan lave det, de ønsker.

Mål: Danmark skal være det bedste land for børn at vokse op i.

Et godt helbred handler ikke om at forebygge eller behandle sygdomme men om at fremme sundhed. Vi ved at en utryg barndom med kaotiske første leveår skaber en stresstilstand hos børnene, hvilket følger dem igennem livet. Manglende uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet er ligeledes med til at hæmme sundhed. Sundhed handler ikke ret meget om rygning, om fedme eller motion.
Derfor er det paradoksalt når al sundhedspoltik ender med at handler om KRAM-faktorerne (Kost, Rygning Alkohol og Motion).

Det er vigtigt for mennesker at kunne se en mening, ha´ identitet og stolthed, kunne se sammenhængen og at der er en vis forudsigelighed i ens tilværelse. At have kontrol over sit eget liv. Det fremmer vi gennem uddannelse og jobmuligheder, gode fællesskaber og et stærkt foreningsliv. Trygge og levende boligområder.

At fremme sundhed er at skabe og understøtte rammer for et meningsfuldt liv og er derfor ikke reduceret til KRAM-faktorer.
Samfundets opgave er at skabe myndige personer, der kan træffe egne beslutninger, der gør dem i satnd til at opnå et meningsfuldt liv. Det gør man ikke ved at presse dem på identitet eller økonomi.

Vi ser i dag flere og flere bukke under med stress. De kan ikke følge med. Arbejdspresset er for stort, forventningerne for mange. Børnefamilier råber om hjælp, de mangler tid til både at være noget for deres familie og kunne varetage en karriere.
Vi arbejder i et tempo, vi ikke mere kan følge med i. Vi er blevet en del af en forbrugsspiral, der både har en stor indvirkning på samfundet, på klimaet og på økonomien. Vi arbejder hårdt og længe for at købe nye produkter, af hvilken produktionen udpiner vores naturressourcer. I stedet for at bruge vores tid på at leve, grine, elske og lære. Tid er en mangelvare.

Vi spiser dårlig mad, fordi overskuddet til at finde på, lave og nyde mad er væk. Det er hverken godt for naturen eller dyrene eller for os.
Derfor skal vi arbejde mindre, dele arbejdet imellem os, så alle får mulighed for at være en del af arbejdsmarkedet og så ældre fx også kan forblive på arbejdsmarkedet længere tid. Det hindrer også ungdomsarbejdsløshed, som er med til at skabe håbløshed, manglende stolthed og meningsfuldhed og dermed mere sygdom.

At fremme sundhed skal derfor gøres gennem
• Nedsættelse af arbejdstiden
• Sundhedspleje til især mere udsatte områder/støtte til udsatte børn
• Bedre adgang til uddannelse
• Bedre daginstititioner
• Boligpolitik, i form af fællesskaber og variation
• Styrkelse af foreningslivet
• Udvikling af arbejdsmarkedet med mere indflydelse til medarbejderne
• Skabe mere forskellige og fleksible velfærdydelser, som ikke umyndiggør mennesker, men i stedet støtter dem i at træffe valg.
– Genskabe den politiske dialog og medborgerskabet. At lade borgerne have reel indflydelse på de politiske valg, der træffes.

Mit København, mit Danmark, min verden

København skal være en levende by i vækst. En by hvor helt almindelige mennesker fra alle samfundslag har råd til at bo. Derfor skal vi sikre at der bygges almennyttige boliger. København skal være pulserende by, hvor det er til at trække vejret og komme på kryds og tværs. Derfor skal vi investere i mere S-tog, letbaner og busser.

Byen skal tiltrække arbejdspladser og investeringer.
Investeringer kommer som følge af god infrastruktur og god og stabil arbejdskraft med høje kompetencer.

Derfor skal vi styrke lufthavnen og satse på højhastighedstog til Oslo, Stockholm og til Hamborg.

Afstanden til uddannelsesinstitutioner har betydning for om de unge får en uddannelse. Det skal derfor være lettere at komme til uddannelsesinstitutionerne og vi skal finde på fleksible transportmuligheder i yderområderne og i nogle tilfælde oprette flere satellittilbud.

Indvandrere er den nye underklasse. Vi kan ikke acceptere at man fra fødslen står med dårligere kort på hånden ift uddannelse, arbejde og kriminalitet, bare fordi man hedder Hassan eller Fatima. Vi stiller krav om uddannelse og arbejde og giver dermed muligheden for at indgå i det danske samfund på lige vilkår. Danmark tilhører også indvandrerne.

Velfærdsstaten har sikret en høj grad af lighed og løser mange opgaver. For at sikre at den følger med tiden og ikke stivner, skal vi udvikle den. Vi skal give mulighed for at skoler, institutioner og plejehjem samt hospitaler har forskellige profiler og får frihed til at udvikle sig. For høj grad af standardisering og ensartethed dræber initiativet og kreativiteten. Vi skal ikke være bange for konkurrence men bruge den til at udvikle.

Forskellige typer daginstitutioner, fx med forskellige åbningstider, vil give børnefamilierne noget mere fleksibilitet i en presset hverdag.

Den teknologiske udvikling vil i stigende grad gøre mange jobs overflødige og klodens begrænsede ressourcer gør det nødvendigt at se på forbrug og produktionsmåder. Vi producerer og smider væk. Og det kan bedre svare dig at købe nyt end at reparere. Samtidig oplever vi at flere og flere mennesker bukker under med stress og andre belastningssymptomer. Vi bliver rigere men mindre sociale og mindre tilfredse. Vi skal skabe en ny samfundsmodel, hvor vi sætter arbejdstiden og forbruget ned. Vi kan dele arbejder istedet for at betale for en på overførselsindkomst og en til at kontrollere den. Den lavere arbejdstid skal indfases gradvist over en periode på fx 10 år. Vi kunne starte med de unge. Desuden skal skatten på arbejde sænkes, således at det bliver billigere at få repareret ting end at købe nyt.