I kampen mod det totalitære må vi ikke blive totalitære


(Dele af regeringen) barsler med DF og S´s hjælp med at ulovliggøre burkaen. Menneskerettighedsdomstolen har for nyligt givet grønt lys til et forbud. Nogle vil gå skridtet videre og pr automatik fratage kvinderne kontanthjælp. Reglerne er ellers klokkeklare: Står du ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, kan du ikke få kontanthjælp. Loven findes. Den bruges også. I Aarhus Kommune har man allerede frataget burkaklædte kvinder kontanthjælpen, når det ved individuel vurdering viste sig, at beklædningsstykket stod i vejen for arbejdet. I min optik er det sådan man bør bruge loven. Det er også sådan, det skal være at bo i en retsstat. At fratage borgere kontanthjælp deres automatik er ikke vores retsstat værdigt. I stedet for at lave ny lovgivning, må man derfor spørge om loven – som den er – bruges nok?
Lad mig slå fast: Jeg er af princip inderligt imod burka og niqab. Den totale tildækning af kvinden er en hån mod årtier og århundreders kvindekamp. Det er en latterliggørelse af det konstante slagsmål, der stadig foregår, for at give kvinden en ligeværdig stemme, plads og position i samfundet, når man vælger at iklæde sig noget, der fratager den enkelte kvinde sin offentlige identitet. Det er en stor fuckfinger til fællesskabet. Og jeg kommer aldrig til at forstå det.
Uanset hvor meget burkaen end byder mig imod, så føler jeg mig dog også overbevist om, at jo mere man går efter at forbyde konkrete religiøse symboler, jo større vil den religiøse tiltrækning være. Det bliver nærmest en modreaktion. Jeg ønsker ikke at kvindens tøjvalg og krop bliver en politisk kampplads.
Det betyder ikke, at jeg mener, at burkaen og niqaben bør bæres frit overalt. Absolut ikke. Hensynet til det fællesskab, man er en del af, står over individets ønske. Man skal derfor kunne identificere sig til myndighederne, når det kræves, man skal kunne deltage med blottet ansigt i undervisning, osv.
Flere hævder, at kvinder, som bærer niqab i Danmark ikke selv har valgt det. Jeg mener, de tager fejl. Jeg er oprigtigt bange for, at en stor del af kvinderne selv har valgt det, eller i hvert fald oplever det, som deres eget, frie valg. Heriblandt ikke mindst de danske konvertitter, som bærer klædet. For nogle er det helt klart også et politisk statement. Derfor vil et forbud heller ikke blive betragtet som en hjælp, men som yderligere motivation til at bevise, hvor dedikeret man er til islam.
Uanset om burkaen og niqaben er selvvalgt, eller ej, er det imidlertid hverken i kvindekønnets eller i fællesskabets interesse, at moden vinder frem. Det indtryk kan man ellers godt få, når man lytter til nogle af de, der ligesom jeg selv, er modstandere af et forbud. De bruger kvindens ret til at klæde sig som de vil, som argument, og kalder det frihed. Men støtter de retten til at tage tørklæde af? Står de side om side med kvinder, der vælger kort kjole eller nedringet bluse? Støtter de kvinder i Algeriet, der ikke må bade i bikini og kvinder i fx iran, der tvinges til at bære tørklæde? Vi ved det ikke. For der er stille fra den kant, når disse ting debatteres. Kan man virkelig stå i en burka og samtidig sige man går ind for totla personlig frihed for alle? Jeg tvivler virkelig på det. Det får mig til at sige: Fri for mig for hykleriet. Hvis ikke man kan kæmpe for alle kvinders ret til at bære hvad de vil, så er det jo ikke frihed, som man kæmper for.
Kampen mod totalitære og kvindefjendske ideer er lang og sej, men i kampen mod det totalitære, er der ingen fidus i selv at blive totalitær. Det bliver man, når man målrettet går efter en religiøs minoritet. Det har historisk været en dårlig idé, at forsøge at forbyde religiøse minoriteter, som man ikke kan lide. Det får kun oprøret til at ulme stærkere. I stedet skal vi dels bruge de muligheder, der er i loven, og dermed vurdere hver sag individuelt. Det gælder uanset hvad, at er man ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, kan man ikke modtage kontanthjælp. Vi skal desuden finde veje til at styrke kvinders muligheder, så de aldrig ønsker at udslette sig selv som individ.
Det sidste er klart det sværeste.

Har vi lavet en ”Cambridge”?

Regionens økonomi er skrøbelig. I DRG-kroner mangler vi 1,4 mia kr. Op mod halvdelen kan tilskrives at den gennemsnitlige DRG-værdi, som regionen registrerer er lavere end da vi registrerede manualt. Men selv med et optimistisk skøn på dette, er der tale om en mangel på 7-900 mio kr´s produktionsværdi. Det har naturligvis først og fremmest betydning for patienterne, der oplever længere ventetider.

Da vi gennemgik regionens økonomi ved den 4. økonomirapport på regionsrådsmødet d. 19/12 skurede det derfor også fælt i mine ører at regionens økonomi omtales som “sund og robust”.
Hvad der dog er langt værre, synes at være at tilliden og troen på sundhedsplatformen som system og administrationen som ledelse, er skrantende.
Det hjælper heller ikke at en af regionsrådspolitikerne sendes i byen og skriver et langt jubel-indlæg om alle platformens fortræffeligheder.
Det hjælper heller ikke at standardsvaret på alle problemer er at systemet bruges forkert.

Lad mig her tilføje, at der rent faktisk for en større gruppe er tale om en decideret fejlbrug af systemet, der desværre gør det meget mere besværligt for dem selv og deres patienter. Det er noget, der kræver action her og nu og en betydelig ledelsesmæssig indsats, der synes at have været fraværende.
Men ser man bort fra den gruppe, så er det som at tale fra to forskellige planeter. De sundhedsfaglige oplever at blinde veje, besværligheder, funktioner mv ikke er udbedret gennem de seneste 1½ år og uanset hvor mange gange de melder det ind, er det ikke lykkedes at finde frem til en medarbejder i programmet, der kan hjælpe dem med at løse det, hvorfor det føles absurd og voldsomt provokerende at blive fortalt at man ”bruger systemet forkert”. Noget man først erkender når man sidder med en kliniker, der viser én igennem det system, som rummer ufattelige muligheder og som mange faktisk tror på kunne blive rigtig godt.

Der er lavet forskellige arbejder, der gennemgår implementeringen og som påpeger steder hvor vi har begået fejl. Fejl er som bekendt menneskelige. Beslutninger kan være fornuftige på et tidspunkt men vise sig ubrugelige senere, hvor man altså må rette dem. Hvis ikke, er det ikke tilgiveligt.
Cambridge University Hospital er vel det hospital man taler om når man taler om en implemtering af EPIC, der gik frygtelig galt. Derfor spørger jeg: Har vi mon lavet en Cambridge? I hvert fald står vi med en skrantende økonomi og en meget frustreret gruppe medarbejdere.
Det er bydende nødvendigt og må ske nu, at man genovervejer beslutninger, som har vist sig at være højst besværlige for medarbejderne. Fx at der ikke findes et ”afdelings-niveau” som læge men at man logger ind i de to regioner som hele, hvilket giver store problemer med at tilpasse, opsætte og rette til nye og gamle medarbejdere.
Noget andet er at medarbejderne i Sundhedsplatformen tilsyneladende er kommet for langt væk fra den klinik, som de bygger til og den gensidige forståelse for vilkårene er væk.
Det haster med at rette op på skuden. Regionen har nedsat et Sundhedsplatforms-dialogforum, hvor politikere og klinikere kan tale direkte med hinanden. Fint nok. Det er vigtigt, men det er ikke nok.
Lav organisationen om, rekruttér rigtigt, brug de analyser, der allerede findes, gå i dialog med medarbejderne og foretag her og nu de ændringer, der giver større fleksibilitet og løsninger her og nu og på sigt.
Cambridge kunne lave en turn-around. Vi kan nå det endnu men det haster.

(Tegningen er fra Dagens Medicin)

Om at være i tvivl….

Jeg har altid været i tvivl. Om det meste.

Det er et grundvilkår for mig. Jeg ved ikke om det er så god en egenskab i politik. Også dér tvivler jeg.

Derfor har jeg også altid haft en mere eller mindre udtalt beundring blandet med irritation over de ”skråsikre”. Jeg beundrer, at de på kort tid kan slå fast hvordan verden ser ud, og holde fast. Jeg bliver altid sådan lidt: på den ene side og på den anden side… Jeg bliver faktisk også lidt bange. Enten har de mennesker en meget stor baggrundsviden at træffe beslutninger ud fra og ellers træffer de beslutninger ud fra et yderst spinkelt grundlag. Begge dele er da hårrejsende.

Længe efter politiske beslutninger er jeg i tvivl. Det er der både gode og dårlige ting ved. Som en højtstående embedsmand sarkastisk bemærkede: ”først den ene vej og så den anden….” Men også dér er jeg i tvivl: Er det bedst at holde fast for at vise beslutsomhed og styrke (kursen er klar, jeg er skipper og alle ved hvad de har at holde sig til),  eller er det bedst at navigere om, når sprækkerne i det udgangspungspunkt, man tog beslutningen på bliver større og større?

Mange politikere her i Danmark har allerede en fast beslutning om, hvad der skal gøres og hvis skyld det er, at tilsammen fire galninge henrettede 17 mennesker i Paris. Flere beføjelser til PET, mere overvågning, indskrænkning af frihedsrettigheder (til de med den tro-I-ved-nok), aviserne SKAL optrykke dette og hint, muslimerne skal ordnes og afvises ved grænsen på baggrund af kulturel orientering, alle muslimer skal ud og tage afstand, vi er ligeglade med om folk føler sig krænket, hvis du synes det er forkert at sige ”neger” er du en blødsøden klaphat, der ikke har forstået at vi er i krig osv.

Jeg nyder, at læse alle de kloge betragtninger (og mindre kloge), der kommer her i kølvandet, som. De er mangeartede og giver hver især et blik på en måde at se Charlie Hebdo, ytringsfrihrd, demokrati og religion på.

Jeg ER i tvivl om den rigtige vej, men jeg kan ikke se hvordan vi styrker ytringsfriheden ved at stække den (for nogle), jeg kan ikke se hvordan vi styrker og skaber tolerance ved at hænge folk ud over én kam, vi kan næppe styrke oplysningen ved at udskamme synspunkter som enten ekstremistiske eller blødsødne, vi kan næppe fremme ligestillingen ved i udgangspunkt at betragte andre som mindre værd. Vi kan næppe hylde friheden, ved at indskrænke den.

Jeg har intet behov for at muslimer i Danmark skal tage kollektivt afstand fra hændelserne i Paris, ligesom jeg heller ikke beder danske jøder om at tage afstand fra overgreb i Gaza. Eller ligesom jeg heller ikke føler mig kaldet som dansker til at tage afstand fra de galninge, der rundt omkring på nettet foreslår syrebad til alle muslimer og moské-afbrændinger. Jeg er glad for at være fra og bo i Danmark. Jeg tror på demokratiet og retten til at ytre sig, også når det, der siges er mig så meget imod (at jeg i et splitsekund ville ønske jeg kunne forbyde det). Jeg tror på tolerance og jeg tror på retsstaten, som naturligvis skal dømme de, der overtræder loven.

Og det der fylder mig mest med rædsel lige nu, er at ikke så mange andre tvivler……

 

SF i Region Hovedstaden har indgået budgetaftale med markante aftryk ift ulighed og udsatte grupper

SF i region Hovedstaden: Budget for 2013 har markante SF aftryk ift social ulighed i sundhed og udsatte grupper.

 SF har med indgåelse af budget aftale for 2013 sikret en betydelig indsats overfor ulighed i sundhed og udsatte grupper.

 Ulighed i sundhed og de udsatte grupper er central i SF’s politik og alle tiltag, der kan forebygge ulighed eller udbedre eksisterende ulighed er vigtige.

 Børne- og fødselsområdet:

 Vi ved at uligheden allerede er til stede og grundlægges i børneårene og derfor er vi rigtig glade for at vi på børne- og fødselsområdet har sikret:

 

  • at der afsættes 5 mio kr til at udarbejde en aktiv og moderne børnepolitik, som børn og andre borgere får indflydelse på at udforme. Vi tager de første skridt til at udarbejde en egentlig børnesundhedsprofil på børneområdet. Den vil være et stærkt redskab til en indsats overfor udsatte børn.
  • Vi har fået afsat 4,5 mio kr til fødselsforberedelse i mindre grupper. Det giver alle forældre en bedre forberedelse på fødsel og livet som forældre

For de udsatte grupper har SF sikret

  • at ordningen med social sygeplejersker kan udvides til også at omfatte Glostrup Hospital  og Rigshospitalet. Socialsygeplejersker er brobyggere mellem hospitalsafdeling og den hjemløse/stofmisbrugeren som er indlagt. De leverer en afgørende indsats for at sikre at nogle af vores mest udsatte kan gennemføre behandlingsforløbet.
  •  Vi har sikret en bus med moderne udstyr til opsporing og behandling af tuberkulose. Også her er der tale om en indsats overfor nogle af vores mest udsatte borgere.
  • Overordnet set har vi fået sat en klar proces igang med at gøre det nemmere for borgerne at forstå hvad der står på hospitalernes skilte. De skal simpelthen skrives på et sprog som den almindelige borger forstår.

Tilgængelighed til hospitalerne

  •  For den ældre patient og de udsatte grupper er tilgængelighed til hospitalerne en stor udfordring. Derfor er det meget glædeligt at vi har fået afsat penge til det indledende arbejde ift en letbane fra Avedøre Holme til Kastrup

 

Det er blot nogle af de aftryk SF har sat på budgettet og som vi er meget glade for.

 

 

 

 

Så er urafstemningen igang og jeg er kandidat til folketinget

Jeg hedder Lise Müller og er folketingskandidat for SF (Gentofte-kredsen). Jeg stiller op bl.a fordi:

Danmark har brug for SF

Vi kan gøre Danmark til et foregangsland. Det er vejen i den globale konkurrence i en verden med økonomisk og økologisk krise. Det er her fremtidens idéer, teknologi og arbejdspladser kan skabes. Det har alle-rede givet resultater, at SF er kommet i regering, men større resultater kræver et større og stærkere SF. Vi må tage på os at opstille mål og ud-tænke løsninger. Det er SF’s ansvar at skabe et mere bæredygtigt Dan-mark med mindre ulighed og mere at byde på.

Ulighed i sundhed skal bekæmpes

I Søllerød lever man i gennemsnit 10 år længere end på Indre Nørrebro. Det betyder noget for fremtidsudsigterne hvor man vokser op. Det er afgørende for helbred, uddannelse og jobmuligheder. De skævheder skal der rettes op på gennem en målrettet indsats og prioritering af flere penge til forebyggelse og sundhedsfremme.

Prioritering af psykiatrien

I dag prioriteres psykiatrien for lavt. Psykiske sygdomme skal forebygges og behandles hurtigt. Psykiatrien skal styrkes gennem bedre sam-menhæng med det øvrige sundhedsvæsen, bedre fysiske rammer og fle-re ressourcer. Der skal igangsættes mere forskning for at give behand-lingen mere kvalitet og samtidig skal vi gøre en større indsats for at forebygge tidlige dødsfald hos psykisk syge.

Jeg er 38 år, gift og mor til to. Jeg er sygeplejerske, master i sundhedspædagogik og medlem af Regionsrådet, hvor jeg er formand for udvalget vedr. udsatte samt medlem af forretnings-udvalget.

Læs mere på min hjemmeside: www.lisem.dk

Mød mig på facebook.com/lise.muller