I kampen mod det totalitære må vi ikke blive totalitære


(Dele af regeringen) barsler med DF og S´s hjælp med at ulovliggøre burkaen. Menneskerettighedsdomstolen har for nyligt givet grønt lys til et forbud. Nogle vil gå skridtet videre og pr automatik fratage kvinderne kontanthjælp. Reglerne er ellers klokkeklare: Står du ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, kan du ikke få kontanthjælp. Loven findes. Den bruges også. I Aarhus Kommune har man allerede frataget burkaklædte kvinder kontanthjælpen, når det ved individuel vurdering viste sig, at beklædningsstykket stod i vejen for arbejdet. I min optik er det sådan man bør bruge loven. Det er også sådan, det skal være at bo i en retsstat. At fratage borgere kontanthjælp deres automatik er ikke vores retsstat værdigt. I stedet for at lave ny lovgivning, må man derfor spørge om loven – som den er – bruges nok?
Lad mig slå fast: Jeg er af princip inderligt imod burka og niqab. Den totale tildækning af kvinden er en hån mod årtier og århundreders kvindekamp. Det er en latterliggørelse af det konstante slagsmål, der stadig foregår, for at give kvinden en ligeværdig stemme, plads og position i samfundet, når man vælger at iklæde sig noget, der fratager den enkelte kvinde sin offentlige identitet. Det er en stor fuckfinger til fællesskabet. Og jeg kommer aldrig til at forstå det.
Uanset hvor meget burkaen end byder mig imod, så føler jeg mig dog også overbevist om, at jo mere man går efter at forbyde konkrete religiøse symboler, jo større vil den religiøse tiltrækning være. Det bliver nærmest en modreaktion. Jeg ønsker ikke at kvindens tøjvalg og krop bliver en politisk kampplads.
Det betyder ikke, at jeg mener, at burkaen og niqaben bør bæres frit overalt. Absolut ikke. Hensynet til det fællesskab, man er en del af, står over individets ønske. Man skal derfor kunne identificere sig til myndighederne, når det kræves, man skal kunne deltage med blottet ansigt i undervisning, osv.
Flere hævder, at kvinder, som bærer niqab i Danmark ikke selv har valgt det. Jeg mener, de tager fejl. Jeg er oprigtigt bange for, at en stor del af kvinderne selv har valgt det, eller i hvert fald oplever det, som deres eget, frie valg. Heriblandt ikke mindst de danske konvertitter, som bærer klædet. For nogle er det helt klart også et politisk statement. Derfor vil et forbud heller ikke blive betragtet som en hjælp, men som yderligere motivation til at bevise, hvor dedikeret man er til islam.
Uanset om burkaen og niqaben er selvvalgt, eller ej, er det imidlertid hverken i kvindekønnets eller i fællesskabets interesse, at moden vinder frem. Det indtryk kan man ellers godt få, når man lytter til nogle af de, der ligesom jeg selv, er modstandere af et forbud. De bruger kvindens ret til at klæde sig som de vil, som argument, og kalder det frihed. Men støtter de retten til at tage tørklæde af? Står de side om side med kvinder, der vælger kort kjole eller nedringet bluse? Støtter de kvinder i Algeriet, der ikke må bade i bikini og kvinder i fx iran, der tvinges til at bære tørklæde? Vi ved det ikke. For der er stille fra den kant, når disse ting debatteres. Kan man virkelig stå i en burka og samtidig sige man går ind for totla personlig frihed for alle? Jeg tvivler virkelig på det. Det får mig til at sige: Fri for mig for hykleriet. Hvis ikke man kan kæmpe for alle kvinders ret til at bære hvad de vil, så er det jo ikke frihed, som man kæmper for.
Kampen mod totalitære og kvindefjendske ideer er lang og sej, men i kampen mod det totalitære, er der ingen fidus i selv at blive totalitær. Det bliver man, når man målrettet går efter en religiøs minoritet. Det har historisk været en dårlig idé, at forsøge at forbyde religiøse minoriteter, som man ikke kan lide. Det får kun oprøret til at ulme stærkere. I stedet skal vi dels bruge de muligheder, der er i loven, og dermed vurdere hver sag individuelt. Det gælder uanset hvad, at er man ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, kan man ikke modtage kontanthjælp. Vi skal desuden finde veje til at styrke kvinders muligheder, så de aldrig ønsker at udslette sig selv som individ.
Det sidste er klart det sværeste.

Har vi lavet en ”Cambridge”?

Regionens økonomi er skrøbelig. I DRG-kroner mangler vi 1,4 mia kr. Op mod halvdelen kan tilskrives at den gennemsnitlige DRG-værdi, som regionen registrerer er lavere end da vi registrerede manualt. Men selv med et optimistisk skøn på dette, er der tale om en mangel på 7-900 mio kr´s produktionsværdi. Det har naturligvis først og fremmest betydning for patienterne, der oplever længere ventetider.

Da vi gennemgik regionens økonomi ved den 4. økonomirapport på regionsrådsmødet d. 19/12 skurede det derfor også fælt i mine ører at regionens økonomi omtales som “sund og robust”.
Hvad der dog er langt værre, synes at være at tilliden og troen på sundhedsplatformen som system og administrationen som ledelse, er skrantende.
Det hjælper heller ikke at en af regionsrådspolitikerne sendes i byen og skriver et langt jubel-indlæg om alle platformens fortræffeligheder.
Det hjælper heller ikke at standardsvaret på alle problemer er at systemet bruges forkert.

Lad mig her tilføje, at der rent faktisk for en større gruppe er tale om en decideret fejlbrug af systemet, der desværre gør det meget mere besværligt for dem selv og deres patienter. Det er noget, der kræver action her og nu og en betydelig ledelsesmæssig indsats, der synes at have været fraværende.
Men ser man bort fra den gruppe, så er det som at tale fra to forskellige planeter. De sundhedsfaglige oplever at blinde veje, besværligheder, funktioner mv ikke er udbedret gennem de seneste 1½ år og uanset hvor mange gange de melder det ind, er det ikke lykkedes at finde frem til en medarbejder i programmet, der kan hjælpe dem med at løse det, hvorfor det føles absurd og voldsomt provokerende at blive fortalt at man ”bruger systemet forkert”. Noget man først erkender når man sidder med en kliniker, der viser én igennem det system, som rummer ufattelige muligheder og som mange faktisk tror på kunne blive rigtig godt.

Der er lavet forskellige arbejder, der gennemgår implementeringen og som påpeger steder hvor vi har begået fejl. Fejl er som bekendt menneskelige. Beslutninger kan være fornuftige på et tidspunkt men vise sig ubrugelige senere, hvor man altså må rette dem. Hvis ikke, er det ikke tilgiveligt.
Cambridge University Hospital er vel det hospital man taler om når man taler om en implemtering af EPIC, der gik frygtelig galt. Derfor spørger jeg: Har vi mon lavet en Cambridge? I hvert fald står vi med en skrantende økonomi og en meget frustreret gruppe medarbejdere.
Det er bydende nødvendigt og må ske nu, at man genovervejer beslutninger, som har vist sig at være højst besværlige for medarbejderne. Fx at der ikke findes et ”afdelings-niveau” som læge men at man logger ind i de to regioner som hele, hvilket giver store problemer med at tilpasse, opsætte og rette til nye og gamle medarbejdere.
Noget andet er at medarbejderne i Sundhedsplatformen tilsyneladende er kommet for langt væk fra den klinik, som de bygger til og den gensidige forståelse for vilkårene er væk.
Det haster med at rette op på skuden. Regionen har nedsat et Sundhedsplatforms-dialogforum, hvor politikere og klinikere kan tale direkte med hinanden. Fint nok. Det er vigtigt, men det er ikke nok.
Lav organisationen om, rekruttér rigtigt, brug de analyser, der allerede findes, gå i dialog med medarbejderne og foretag her og nu de ændringer, der giver større fleksibilitet og løsninger her og nu og på sigt.
Cambridge kunne lave en turn-around. Vi kan nå det endnu men det haster.

(Tegningen er fra Dagens Medicin)

Burkaen er afskyelig…..men i kampen mod det totalitære må vi ikke selv blive totalitære

….men i kampen mod det totalitære må vi ikke selv blive totalitære.


Dansk Folkepartis forslag om burkaforbud bliver nu en realitet. Længe så det ud til at Venstre og Socialdemokraterne ville “nøjes” med at fratage kvinderne deres kontanthjælp (såfremt de får det) men nu er begge partier klar til et forbud.

Reglerne er ellers klokkeklare i forvejen: Står du ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, kan du ikke få kontanthjælp. Loven findes. Den bruges også. Men måske for lidt? I Aarhus Kommune har man allerede frataget burkaklædte kvinder kontanthjælpen, når det ved individuel vurdering viste sig, at beklædningsstykket stod i vejen for arbejdet. I min optik er det sådan man bør bruge loven. Det er også sådan, det skal være at bo i en retsstat. At fratage borgere kontanthjælp deres automatik er ikke vores retsstat værdigt. I stedet for at lave ny lovgivning, må man derfor spørge om loven – som den er – bruges nok?

Lad mig slå fast: Jeg er af princip inderligt imod burka og niqab. Den totale tildækning af kvinden er en hån mod årtier og århundreders kvindekamp. Det er en latterliggørelse af det konstante slagsmål, der stadig foregår, for at give kvinden en ligeværdig stemme, plads og position i samfundet, når man vælger at iklæde sig noget, der fratager den enkelte kvinde sin offentlige identitet. Det er en stor fuckfinger til fællesskabet. Og jeg kommer aldrig til at forstå det.

Uanset hvor meget burkaen end byder mig imod, så føler jeg mig dog også overbevist om, at jo mere man går efter at forbyde konkrete religiøse symboler, jo større vil den religiøse tiltrækning være. Det bliver nærmest en modreaktion. Jeg ønsker ikke at kvindens tøjvalg og krop bliver en politisk kampplads.
Det betyder ikke, at jeg mener, at burkaen og niqaben bør bæres frit overalt. Absolut ikke. Hensynet til det fællesskab, man er en del af, står over individets ønske. Man skal derfor kunne identificere sig til myndighederne, når det kræves, man skal kunne deltage med blottet ansigt i undervisning, osv.

Flere hævder, at kvinder, som bærer niqab i Danmark ikke selv har valgt det. Jeg mener, de tager fejl. Jeg er oprigtigt bange for, at en stor del af kvinderne selv har valgt det, eller i hvert fald oplever det, som deres eget, frie valg. Heriblandt ikke mindst de danske konvertitter, som bærer klædet. For nogle er det helt klart OGSÅ et politisk statement.

Derfor vil et forbud heller ikke blive betragtet som en hjælp, men som yderligere motivation til at bevise, hvor dedikeret man er til islam.
Uanset om burkaen og niqaben er selvvalgt, eller ej, er det imidlertid hverken i kvindekønnets eller i fællesskabets interesse, at moden vinder frem. Det indtryk kan man ellers godt få, når man lytter til nogle af de, der ligesom jeg selv, er modstandere af et forbud. De bruger kvindens ret til at klæde sig som de vil, som argument, og kalder det frihed. Men støtter de retten til at tage tørklæde af? Står de side om side med kvinder, der vælger kort kjole eller nedringet bluse? Støtter de kvinder i Algeriet, der ikke må bade i bikini og kvinder i fx iran, der tvinges til at bære tørklæde? Vi ved det ikke. For der er stille fra den kant, når disse ting debatteres. Det får mig til at sige: Fri for mig for hykleriet. Hvis ikke man kan kæmpe for alle kvinders ret til at bære hvad de vil, så er det jo ikke frihed, som man kæmper for.

Kampen mod totalitære og kvindefjendske ideer er lang og sej, men i kampen mod det totalitære, er der ingen fidus i selv at blive totalitær. Det bliver man, når man målrettet går efter en religiøs minoritet. Det har historisk været en dårlig idé, at forsøge at forbyde religiøse minoriteter, som man ikke kan lide. Det får kun oprøret til at ulme stærkere. I stedet skal vi dels bruge de muligheder, der er i loven, og dermed vurdere hver sag individuelt. Det gælder uanset hvad, at er man ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, kan man ikke modtage kontanthjælp. Vi skal desuden finde veje til at styrke kvinders muligheder, så de aldrig ønsker at udslette sig selv som individ.
Det sidste er klart det sværeste.

Hvad bør vi lære af det franske valg

For alle, der ser værdien af et stærkt Europa og som er tilhænger af principielle og lige rettigheder for alle, er det en lettelse, at Macron vandt valget frem for en højrenationalist, der er både fremmedfjendsk og protektionistisk. Men når lettelsen har lagt sig, er det værd at tænke over, at en stor del af Franskrigs vælgere faktisk ikke stemte eller ikke bakker Macron op. Som venstrefløj må vi især spørge os selv om hvorfor? Spørgsmålet er om ikke en stor del af Franskmændene godt ved, at de kommer til at betale en høj pris for globaliseringen og genopretningen af Frankrig – ligesom det er tilfældet for arbejderne og den almindelige middelklasse i mange andre lande i Europa

macron le pen

Frankrig kæmper med en arbejdsløshed på næsten 10 %. Næsten hver fjerde under 25 år er uden arbejde. For 15 år siden lå Tyskland og Frankrig lige, men nu er levestandarden i Tyskland op mod 5 gange højere. Selvom Macron har bebudet styrket uddannelse, kickstart af økonomien og en grøn politik, har han samtidig lagt op til at skære antallet af offentligt ansatte med 120.000 personer samt beskære de offentlige ydelser med 60 mia kr. Og det er måske her en del af svaret på den manglende begejstring over Macrons sejr ligger. Man kan vel ikke være imod, at Macron vil kopiere den danske flexicurity-model. Man skal blot holde sig for øje, at security-delen altså er en lige så væsentligt del af modellen og at også i Danmark er sikkerhedsdelen for lønmodtagerne forringet.

Den tyske forfatter Jürgen Roth, der har undersøgt finanskrisens betydning især i Sydeuropa siger til Information, at finanskrisen bl.a er brugt til at afvikle årtiers sociale fremskridt i Sydeuropa. De reformer, der blev gennemført i ly af nødvendigheden, var forud for krisen kendt igennem mange år. Den politiske og økonomiske elite havde længe ønsket dem, men modstanden i befolkningen var for stor. Da krisen ramte lykkedes det. Det er især gået ud over løn- og arbejdsvilkår samt pensioner, ligesom det har banet vejen for omfattende privatiseringer. Jürgen Roth kalder det for en neoliberal offensiv, hvor sociale nedskæringer, privatisering og skattelettelser til de rige går hånd i hånd. Vi ser noget af det samme herhjemme: Alle løsninger på nye udfordringer ligger i forringelser af SU, pension, uddannelse, offentlige ydelser, dagpenge og offentlig service, mens det hele tiden italesættes at væksten kun kan komme op, hvis der gives skattelettelser i toppen. Imens stiger uligheden i Europa og de rigeste bliver rigere. En større del af beslutningerne og indflydelsen ligger slet ikke i demokratiske institutioner men snarere blandt en mindre gruppe af mennesker, hvis velstand er så stor at den forvalter, hvad der svarer til 60% af verdens BNP og personsammenfaldet og netværket mellem den politiske og økonomiske elite er overraskende stor.

Roth peger desuden på, at syd- og østeuropæere rejser mod nord og medvirker til at sænke lønningerne, med det resultat at arbejdsmarkedet og leveforholdene i ex Danmark også bliver pressede. Det bliver muligt både at sænke offentlige ydelser, der vil presse mindstelønnen, ligesom der tale som at indføre lavtlønsjob. Under dække af at ville ”hjælpe folk i gang” og ”ind på arbejdsmarkeder” bliver det i stedet til working poor. I stedet for at vende vreden mod regeringer, vender vi ofte vreden mod de, der kommer hertil for at arbejde.

Så hvorfor kan man ikke på venstrefløjen mønstre en opbakning og en kandidat, der i stedet for frygt og lukkethed, tror på håbet og storheden? En kandidat, der erkender behovet for et stærkt fælles Europa men vil arbejde for et EU med en klar social søjle? En kandidat, der erkender behovet for at få alle med og som har landets sammenhængskraft og almindelige menneskers løn-, arbejds- og livsvilkår på sinde og endelig en kandidat, der vil kontrollere og regulere finanssektorens og kapitalsforvalternes magt og bringe beslutningerne tilbage til de demokratiske institutioner?
Le Pens tilhængere kan nemt afskrives som xenofober. Men det er for let. Hvis ikke vi på venstrefløjen tager de franske arbejderes protester med i vores overvejelser men kun fejrer Macrons sejr – så er udsigterne til at højrepopulismen stoppes meget ringe.

En perverteret økonomisk tænkning er nået helt ud til patientens seng

En højgravid kvinde blev kort før fødslen overflyttet fra Herlev Hospital til Region Sjælland pga. pladsmangel. Her fødte hun en dejlig, sund dreng. Få timer efter fødslen blev hun sat i en taxa og transporteret tilbage til Herlev Hospital med sin lille dreng. De holdt ind undervejs, hvor hun ammede.
I stedet for at få lov at blive i Region Sjælland, kom hensynet til de to regioners økonomi til at veje tungere end familiens fødselsoplevelse. Sådan er det efterhånden blevet rundt om i sundhedssektoren. De ansatte skal tage højde for økonomien over alt andet, og man kan således finde overlæger, der kan alle DRG- afregningstaksterne (se faktaboks) på de forskellige undersøgelser og operationer og er helt klar over, hvad der tæller mest.

DRG
Når man oplever en jordemoder åbent ærgre sig over, at måtte overføre en fødende kvinde fordi ”så får vi ikke DRG-taksten”, så ved man, at det er gået for vidt. Den økonomiske tænkning er sivet ned og ind i alle sprækker i sundhedsvæsnet og styrer nu. Vi kan også høre det i sproget: Helt ned på afdelingsniveau taler vi om ”produktion”, ”aktivitet” og ”produktivitet” og ikke om ”undersøgelser”, ”operationer”, ”patientoplevelser” og ”ventetider”. Det styringsredskab, der skulle give os et mere effektivt sundhedsvæsen, har i stedet taget magten.
Med det konstante fokus på produktivitet, altså hvor mange operationer og undersøgelser der kan laves for de samme penge, er vores fokus skiftet fra kvalitet til kvantitet. Det spænder ben for medarbejderne, der i stedet for at bruge deres faglige viden om, hvad der tjener patienten bedst, bliver optaget af at opfylde en kvote. Risikoen for at vi tænker mere på, hvad der er godt for systemet end for patienten ligger lige for.

Alle styringsværktøjer indeholder nogle fordele og i særdeleshed nogle ulemper. Alle medaljer har en bagside. Hvis vi endelig kommer af med takst-systemet vil et andet system også indebære nogle ulemper.
Det er her vi skal være vågne, for vi må ikke ende med et nyt sindrigt system, blot giver os andre men lige så slemme bivirkninger. Vi har allerede meget data som i stedet kunne bruges. Her tænker jeg på tilfredshedsundersøgelser, nuværende kvalitetsdata og patientgarantier som pejlemærker for, hvordan det går i sundhedsvæsnet. Hvis vi krydrer det med god gammeldags kættersk tillid og tid til faglig udvikling, så vil vi formodentlig kunne hente den tabte kvalitet tilbage. Der er derfor ingen grund til at fremelske ny benchmarking eller målinger, sådan som ministeren for innovation foreslår. Lederne skal ikke lede opad og ikke være ledere af en virksomhed eller en fabrik, men i stedet lede den faglige udvikling og kvalitet for hele patientens forløb.

Faktaboks:
DRG: Diagnose-relaterede Grupper er de grupper som patienter opdeles i på baggrund af oplysninger om sygdomme og behandlinger og som danner baggrund for udregning af sygehusydelsernes takster.

Billedet er lån fra Dagens Medicin

Den dag en DJØF´er satte en pistol for min pande

Det er let at foragte DJØF´ere, faktisk er det blevet en nationalsport. Og der er også sket noget med vores sundhedsvæsen og resten af vores offentlige sektor i forhold til styring, der har taget overhånd.

IMG_0617
Sundhedsprofessionelle, hvoriblandt jeg regner mig selv, ynder derfor at give DJØF´ere skylden for alt det, der er gået galt og endnu ikke er løst. Omfanget af registreringer og administration er også lette at få øje på. Og jeg skal være den første til at beklage at med det fokus, er noget faglighed og kernefunktion også forsvundet.

Alligevel er der også en manglende erkendelse hos sundhedsprofesionelle af, at når man tror man taler for patienterne, så ser man ikke sin egen blinde vinkel, som ofte er bundet op på faglige interesser og forforståelser.

Patienter efterspørger forandringer, de efterspørger kontinuitet, relationer, samme sundhedsprofesionelle, inddragelse af pårørende, parkeringsforhold og forståelig information. De vil ses som mennesker, der skal tages hensyn til deres livssituation og de vil møde en læge, de har mødt før. Og vil de ofte gerne inddrages i valgmulighederne.

De ønsker om forandringer er ikke altid nogle, der mødes af de sundhedsprofessionelle og som istedet bæres af de forkætrede DJØF´ere.

Lad mig give et eksempel. I starten af 00´erne arbejdede jeg på Rigshospitalet. Her var NIP-projektet indført (det nationale indikator projekt, hvor man udvælger nogle indikatorer for en behandling). Faggrupperne i neurologien var blevet enige om nogle indikatorer hvorpå de målte kvaliteten af behandlingen af blodpropper i hjernen.
Da jeg nu arbejdede på landets førende hospital og under den absolut dygtigste neurolog, var jeg overbevist om at vi var eminente til blodprop-forløbene og jeg nægtede faktisk at udfylde skemaerne. En dag var der en patient, der sagde til mig, at hans udredningsforløb havde strukket sig over alt for langt tid. Og så sagde han: “Hvis det her havde været en privat virksomhed……”. I mit hovede forsvarede jeg det bedste jeg havde lært. Men helt ærligt, han havde jo ret.
Samtidig var man begyndt at måle på hvordan indikator-opfyldelsen lå på de forskellige hospitaler. Vi lå helt i bund. Som landets fineste hospital.

Skæbnen ville at jeg tiltrådte som sygeplejespecialist og pludselig fik ansvaret for den sygeplejefaglige del af NIP-registreringerne. Og blev kaldt til samtale hos hospitalsdirektøren. Dér sad jeg sammen med klinikchefen, som havde det overordnede ansvar. Da var det Torben Stentoft, direktøren, så at sige rettede pistolen mod vores hoveder. Alle “men” og undskyldninger blev fejet bort. Der skulle bare være 100%´s målopfyldelse.

Og så gik vi igang. Jeg lavede pakker med alle færdig-lavede henvisninger, underviste, traf aftaler med diverse faggrupper osv osv. Mark Krasnik kom forbi og viste vores resultater. Og når en læge eller en sygeplejerske sagde: jamen jeg er ikke enig i den indikator, var han helt kold: “Jeg vil ikke diskutere indikatorerne. Vil I måles på noget andet, så vælg nogle andre.

Jeg kan helt ærligt sige at de fleste læger og sygeplejersker ikke gad det der NIP og synes det gik fint som det gjorde. Det betød at der ikke var så stor opmærksomhed ift tidsgrænse på CT-scanning, tilbud om medicinsk behandling, vandtest for at undgå fejlsynkning, tidlig mobilisering mv mv. Jeg kan ikke sige noget om overlevelse men det betød at vores indsats blev fokuseret, at patienterne blev udredt hurtigere og jeg kan ikke forestille mig andet end de fik en bedre behandling.

Forandringerne som ganske vist var formuleret af fagfolk, mødte modstanden hos fagfolk men blev altså båret igennem pga politisk og administrativt pres. Min pointe er, at der også blandt fagfolk kan være en betydelig modstand mod forandringer som patienterne med rimelighed efterspørger.

Det er ikke altid skidt når en DJØF´er får en pistol i hånden.

(Billedet er fra Uniavisen)

Trudeau og danskheden

I den sidste tid er det afdækket, hvorledes venstrefløjens darling, den store humanist Trudeau i virkeligheden fører en flygtningepolitik, der er langt mere restriktiv end den vi fører her i Danmark. Det har fået adskillige til at håne humanisterne for at være optaget af form frem for indhold.

Det er også interessant, men hvis vi et øjeblik vender blikket fra at Trudeau er lykkes med at få det til at lyde som om Canada tager imod store antal af flygtninge og indvandrere, så kan man konstatere, at det siges om Canadas flygtninge- og integrationspolitik at den er relativt vellykket. Det skyldes angiveligt tre forhold: 1. Den er stram. Fx udvælges flygtninge efter nøje udvalgte kritiker. Kun de, der skønnes at kunne integrere sig lukkes ind, kun familier eller enlige kvinder. 2. De nyankomne får fra starten det krav at de skal klare sig selv. De passiveres altså ikke og 3. Fra starten af regnes de for at være canadiere og omtales sådan.

IMG_0363
I Danmark ser det ud til at vi gør det modsatte. Den nye dansker-vedtagelse – omend symbolsk – er et lille eksempel. For selvom vi på den ene side skoser nydanskerne for ikke at “være danske”, så vedtager Folketinget en tekst, der signalerer at efterkommere af indvandrere ikke regnes for at være danske. Formodentlig er der tale om en klodset formulering. Alligevel sender den et signal.
Det synes også at være sådan at vi i Danmark forsøger at styre tilstrømningen ved at være så grove i tale om flygtninge og indvandrere som muligt. Med det resultatet at vi risikerer at stigmatisere og ekskludere vores nye medborgere.

Måske har Trudeau i virkeligheden fat i det rigtige: Jeg vil foreslå at man retter øjnene mod Canada og adapterer de tre principper.

Er dit barns mistrivsel mit problem?

Et vennepar blev skilt. Deres datter på 9 år gik bogstavelig talt helt i sort. Hendes liv gik i stykker. Forældrene skrev ud til klassen og fortalte dem den triste nyhed. Heldigvis satte de øvrige forældre sig for at hjælpe på alle mulige måder. Det gav både pigen, men også de to forældre hver for sig, et pusterum.
img_0297
Jeg kom til at tænke på historien, da jeg læste Anne-Sophie Hermansens indlæg om hendes 151 ulæste beskeder på Forældreintra. Hun beskrev nemlig også at forældrene til lille Olivia havde givet besked om deres skilsmisse, hvilket nok trykkede pigen. Hvad rager det os? Hvad ragede det egentlig ASH? Angiveligt kke en døjt.

Der er gået sport i at hate på forældreintra. Man forstår det måske, hvis hovedparten er en lind strøm af beskeder om forsvundne støvler og bluser. Sandt at sige har forældre aldrig været så involveret og fået så mange oplysninger om deres poders skolegang som nu. Og der er godt nok mange “husk det ene – husk det andet – fernisering af en tegning – danseopvisning mig her og der” – altsammen kl ca 15.30. Det kan faktisk godt udløse stress. Der laves også mange fælles sociale arrangementer helt fra starten i klasserne for at ryste dem sammen og styrken trivslen. Det udløser også mange frustrationer. “Jeg tror det er folk, der ingen venner har, der finder på den slags”. Det læste jeg et sted at een mente.

Det troede jeg også – lidt – indtil jeg fik mistrivsel tæt på.

Op imod 15% af alle børn oplever mistrivsel af en sådan karakter, at de måtte have hjælp. Det ser ud til at pigerne er hårdest ramt med både tristhed, ensomhed og opgivenhed. Det ser også ud til at forældrenes engangement i klassen falder med tiden. Det gør trivslen åbenbart også.

At være forælder til et barn, der ikke trives, som føler sig udenfor, er noget af det værste. Og det mest forunderlige er, at skolerne har meget forskellige kompetencer og prakis´er ift håndtere mistrivsel. Nogle kan tilsyneladende slet ikke spotte det. Eller hænger fast i en opfattelse af mobning og mistrivsel fra 80-90´erne, der handler om een mobber og et offer. Men sådan er det ikke. Det er en dynamik, hvor børnene indtager vekslende roller og hvor selv de passive er aktive i trivslen/mobningen. Derfor er hverken mobber eller offer en engel men børn, der reagerer i et miljø.

Jeg er selv tilbøjelig til at ville vælge alle skolens tilbud fra, men jeg har ikke den luksus. Og jeg er dødtræt af, at høre folk tale om et fællesskab, de faktisk ikke rigtig gider bidrage til.

Tal heller ikke til mig om at forebygge psykiske lidelser eller om at det burde tages i opløbet. Fri mig for Guds skyld for holdninger om, at mennesker – hvis sjæl er arret og forkrøblet af mobning og eksklusion, bare må tage sig sammen. Du har ikke været der til at hjælpe til. Det ragede dig ikke, åbenbart. Som pårørende til en, der blev mobbet i sin skolegang ved jeg hvordan arene aldrig heler, heller ikke i det voksne liv.

Istedet for at drukne folk i beskeder og arrangementer på intra kunne man måske lave en pagt: “Alle børn skal have mindst 1 god ven” og “Trivsel er et fælles anliggende”. Nogle simple regler kunne være: Hvis dit barn er populær, så sørg for at løfte blikket mod de knapt så heldige. Find et sprog med forældrene til den irriterende dreng eller pige, ingen gider invitere, så det bliver nemmere. (De ved jo godt barnet kan være anstrengende). Inviter alle hhv piger/drenge mindst 1 gang om året. Hvis dit barn aldrig leger med x, y eller z, find ud af hvorfor.

Så hvorfor skulle det rage dig? Jo altså for det første kunne du jo forestille dig, hvis det var dit eget barn. Og så kunne du jo tænke på om børn fortjener eksklusion og om konsekvenserne for barnet og samfundet ikke er helt unødvendige.

Jeg kan garantere dig din hjælp er hjertelig velkommen.

Billedet er fra DR.dk

De unge uden uddannelse eller job

Regionsrådet har besluttet at styrke erhvervsuddannelsesområdet. Det er rigtig godt Et af de projekter vi prøver af går ud på at styrke vejledningen allerede fra 6. Klasse i grundskolen med inddragelse af skoler, forældre, lærere og virksomheder.
image
Det passer perfekt ind i den viden vi har om de unge uden uddannelse eller job. Jeg håber de her uddannelsesprojekter kan give os erfaringer og viden ift hvad der virker og ikke virker samtnaturligvis være en del af svaret på udfordringerne med at hjælpe de unge videre.

Region Hovedstaden er der ca 30.000 unge mellem 15 og 30 som hverken er igang med uddannelse eller arbejde.
Det er et problem både for samfundet og for den unge selv. Vi mangler arbejdskraft og kommer til at mangle mere i fremtiden. Det er dyrt for samfundsøkonomien. Man regner med at hvis man kan reducere de 30.000 til halvdelen frem mod 2020 vil det betyde en gevinst på 12 mia kr.
For den unge selv er det lig med tab af muligheder, et betydeligt tab i livsindkomst og for langt langt de fleste er det uønsket ikke at være igang.

De 30.000 har forskelligeartede udfordringer, som kræver forskellige indsatser. I undersøgelser er de inddelt i 3 kategorier:

– De senes startere, som er de 15-17 årlige, der har færdiggjort grundskolen og ikke er kommet videre. De udgør ca 3800. De har som oftest faglige og personlige problemer.
De har brug for at man allerede i grundskolen sætter ind, opretter særlige tilbud i deres nærmiljøer med støtte. Der er også brug for at vide mere om hvilke tiltag, der egentlig har haft effekt.

– De unge på stand-by er de unge mellem 18-30 år som har færdiggjort grundskolen. En del er på overførselsindkomst, nogle er på førtidspension. De har været ind og ud af forskellige forløb og uddannelser og er kendetegnet af af være ressourcesvage. Det er en kompleks gruppe på knap 22.000, hvor de spænder fra faglige problemer til omfattende personlige og sociale problemer.
De unge er følsomme overfor afstand til uddannelsestilbud og har brug for at aktørerne i uddannelsessystemet taler sammen.

– Den sidste gruppe kaldes de ufokuserede studenter. De unge er her mellem 22 og 30 år og har færdiggjort en gymnasiet uddannelse men er ikke kommet videre. De udgør ca 4200. De udgør en relativ ressourcestærk gruppe, som der ikke er så stort fokus på eller tilbud til, da man primært har fokuseret andre steder. Antallet af de ufokuserede studenter forventes at stige de kommende år.

Læs selv undersøgelsen her:

http://www.cefu.dk/media/369383/sammendrag_analyse_af_unge_uden_job_og_uddannelse.pdf

»Når du kommer i folks hjem er det en fuldstændig anden virkelighed«

Lise Müller er både hjemmesygeplejerske i Frederiksberg Kommune og medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden. Med et ben i hver lejr oplever hun jævnligt to virkeligheder, der ramler sammen.

Læs mere på http://kommunalsundhed.dk/idealisten-paa-tvaers/